Erhvervsforum Roskilde har igennem det seneste halve års tid arbejdet på et opslagsværk, med en klar ide om at samle og præsentere erhvervslivet i Roskilde Kommune. Det oplyses i en pressemeddelelse til Dit Roskilde. 

Opslagsværket har fået titlen ’Virksomhedsguiden’, og skal være med til at sikre, at både private og erhverv får kendskab til de virksomheder som deltager i denne Virksomhedsguide.

Med en aktiv erhvervskommune der giver plads til næsten alle typer af virksomheder, er ambitionen at samle Roskildes Erhvervsliv, samt sætte fokus på den mangfoldighed af virksomheder som findes i Roskilde Kommune.

”Siden vikingerne sejlede op ad fjorden, har Roskilde Kommune været et knudepunkt for handel og erhverv – og det skal vi fortsætte med. Vi skal derfor støtte vores lokale erhvervsdrivende og med Virksomhedsguiden er der rig mulighed for at finde inspiration, men også potentielle samarbejdspartnere, som kan være med til at vi sammen skaber en stærk og sammenhængende erhvervskommune” skriver Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune (S) i forordet til guiden.

Virksomhedsguiden udkommer både i trykformat og digitalt format, og der er derfor god mulighed for at tilgå guiden.

”Initiativet til guiden er i tråd med det arbejde som Erhvervsforum Roskilde har lavet, siden vi blev etableret i 1981. Kernen i vores arbejde er vores medlemmer, og vi arbejder for at skabe netværk mellem disse. Netop med Virksomhedsguiden håber vi på at flere virksomheder bliver synlige, så vi på den måde kan skabe nye kunder og samarbejder, og dermed stå sammen om et styrket erhvervsliv i Roskilde Kommune” siger Martin Sattrup Christensen, Direktør for Erhvervsforum Roskilde.

Med sin gode geografiske og logistikmæssig placering i forhold til kunder og leverandører, og med muligheden for at få den nødvendige arbejdskraft, afspejler det netop den tendens vi ser – flere og flere virksomheder og butikker vælger at etablere sig i Roskilde. Alene i 2020 fik vi 445 nye virksomheder i Roskilde. Og netop dette vil Virksomhedsguiden være med til fortsætter, ved at synliggøre mulige samarbejder på tværs at kommunens brede erhvervsstruktur.

”En ting, som bør fremhæves, og som andre kommuner misunder os. I Roskilde er vi de seneste år blevet meget bedre til at arbejde sammen, stå sammen, tale vores kommune op og være stolt over at sige, at vi kommer fra Roskilde. Det skal vi fortsætte med. Derfor en stor tak til alle virksomheder, butikker og erhvervsdrivende, der deltager i denne Virksomhedsguide. Vi er umådelig stolte af, at I har valgt at drive virksomhed i Roskilde Kommune, og er med til at skabe en aktiv og attraktiv erhvervskommune” skriver Lars Lindskov, Medlem af Roskilde Byråd (C), samt Formand for Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering (UVEG) i sin indledning til guiden.

Virksomhedsguiden kan findes online på nedenstående link, og vil fra mandag den 19. januar blive distribueret i trykt format til alle medlemmerne af Erhvervsforum, ligesom man kan få den udleveret forskellige steder i byen.

Guiden udkommer trykt i 4.000 eksemplarer. Virksomhedsguiden online: https://erhvervsforum.biz/medlemmer/virksomhedsguiden/