De to Roskilde-virksomheder, RIAS A/S og Kingspan Insulation ApS, er lige blevet nomineret til den prestigefyldte Byggeriets Klimapris.

Pressefoto fra 2018, hvor Byggeriets Klimapriser senest blev uddelt

Klima og miljø har aldrig stået højere på dagsordenen, og det afspejles i mængden af innovation og antallet af nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris, der uddeles den 11. marts i forbindelse med BYGGERI’20 i MESSE C, Fredericia.

Køreplader produceret af 98 pct. havplast, kliktag med integrerede solceller, støjdæmpende klinger til skæring af beton samt 18 andre byggematerialer, løsninger og strategier er i år nomineret af Nomineringskomitéen til Byggeriets Klima-, Energi- og Miljø- og den nyindstiftede Arbejdsmiljøpris.

Priserne uddeles onsdag den 11. marts kl. 11.30 på BYGGERI’20, der afholdes den 10.-13. marts i MESSE C, Fredericia.

”Feltet af nominerede er stærkere end nogensinde. Det vidner om, at bæredygtigt byggeri og innovative byggematerialer bliver et stadig vigtigere forretningsområde for byggebranchen. Danske virksomheder satser virkelig på miljø- og klimainnovation og har aldrig været bedre til at tænke klima, energi, miljø og arbejdsmiljø ind i deres nye produkter og løsninger. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til de nominerede de kommende år,” siger Palle Thomsen, adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, som arrangerer BYGGERI’20.

”Byggeriets Klimapriser fejrer i år 10 års jubilæum, og vores ambition har siden 2010 været at løfte den grønne omstilling i dansk byggeri. BYGGERI-messen skal være stedet, hvor hele branchen bliver præsenteret for de nyeste bæredygtige produkter og løsninger til kommende byggeopgaver, og Klimapriserne er en hyldest til de virksomheder, der går forrest inden for grøn innovation – til inspiration og gavn for hele byggebranchen,” siger Palle Thomsen.

I alt 19 virksomheder med 21 forskellige strategier, løsninger og produkter er blevet indstillet af Nomineringskomitéen, som består af 16 repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter.

RIAS A/S er nomineret for deres køreplader, som er fremstillet af 98 pct. havplast:
Det anslås, at der er mere end 150 mio. ton plast i verdenshavene. RIAS vil gerne bidrage til, at vi passer bedre på miljøet og tilbyder derfor byggebranchen en Ocean Plast køreplade fremstillet af 98% havplast. Samtidig spares der 1650 kg CO2, hver gang der benyttes 1000 kg havplast. Ocean Plast køreplade vil kunne klare et akseltryk på op til 20 tons.

Kingspan Insulation ApS er nomineret for deres klimastrategi, som skal gøre 140 fabrikker verden over CO2-neutrale i 2020.

I 2011 iværksatte Kingspan en ambitiøs klimastrategi Net-Zero Energy, der skal gøre firmaets 140 fabrikker verden over CO2 neutrale i 2020. Ny Kooltherm fabrik i Sverige på 18.000 m2 står klar til snart at levere isolering til Danmark og resten af Norden. Fabrikken kommer til at producere isoleringen ud fra 100 % vedvarende energikilder.

Ny pris skal fremme arbejdsmiljø.
Som et nyt initiativ har BYGGERI-messen i år indstiftet en helt ny pris – Byggeriets Arbejdsmiljøpris. Prisen gives til en virksomhed, som gennem innovativ produktudvikling bidrager til et dokumenteret bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.

”Der er behov for, at vi i byggebranchen sætter endnu mere fokus på det fysiske arbejdsmiljø og begynder at fremme udviklingen af effektive produkter, der kan gøre det bedre og mere sikkert at gå på arbejde ude på byggepladserne. For et godt arbejdsmiljø gavner ikke kun medarbejdernes sikkerhed og sundhed – det betaler sig også på bundlinjen. Derfor har vi i år indstiftet Byggeriets Arbejdsmiljøpris, som både skal hylde den innovative produktudvikling i markedet og inspirere hele byggebranchen til at gøre en ekstra indsats i forhold til at udvikle nye produkter til forbedring af arbejdsmiljøet,” siger Palle Thomsen.

Indstiftelsen af den nye Arbejdsmiljøpris har afstedkommet tre nye repræsentanter i Nomineringskomitéen: Building Green Council, FSC og BAT Kartellet.

Byggeriets Klimapriser er stiftet af Brancheforeningen Danske Byggecentre for at fremme udviklingen af byggevarer med bedre energi- og miljømæssige egenskaber til gavn for klima og arbejdsmiljø – og for at sætte fokus på virksomheder, der har iværksat en klima-, energi- eller miljøstrategi.

Byggeriets Klimapris.
Fem virksomheder er nomineret for deres indsats på klimaområdet. Her finder man bl.a. markedets første batteridrevne 350mm kapsav, køreplader fremstillet af 98 pct. havplast samt en klimastrategi, der skal gøre 140 fabrikker verden over CO2-neutrale i 2020.

De nominerede er:
Milwaukee Elværktøj
RIAS A/S
BAYO.S Skruefundament ApS
BEWi Styrolit
Kingspan Insulation ApS

Byggeriets Energipris
Tre virksomheder er nomineret for deres indsats på energiområdet. Her finder man et kliktag med integrerede solceller, et modulært vægsystem, der opfylder de højeste standarder inden for varmeisolering og energieffektivitet, samt en yderdør, som lever op til Lavenergihus-krav med ekstra høj isolering.

De nominerede er:
Lindab A/S
Rockwool A/S
SWEDOOR

Byggeriets Miljøpris.
Otte virksomheder er nomineret for deres indsats på miljøområdet. Her finder man bl.a. trinlydsdæmpning fremstillet af 100 pct. genvunden gummi fra europæiske bildæk og naturligt kork granulat, et undertag produceret af 95 pct. sukkerrør, samt en fugemasse og lim til badeværelset, der ikke gør brug af svampedræbende midler og bidrager til et bedre indeklima.

De nominerede er:
Alfix A/S
Hornbaek A/S
SVALK Handel ApS
Wallmann A/S
Xella Danmark A/S
BMI Group
SKIL
Palsgaard Spær                                          

Byggeriets Arbejdsmiljøpris.
Fem virksomheder er nomineret for deres indsats på arbejdsmiljøområdet. Her finder man bl.a. støjdæmpende klinger til skæring af beton, sikring mod gennemstyrtning ved tagpladeskift og
verdens første akku-murrillefræser drevet af batterier og en kulløs motor.

De nominerede er:
BAYO.S Skruefundament ApS
DEWALT
Milwaukee Elværktøj
Saint-Gobain Abrasives A/S
SWED-MARK A/S

Byggeriets Klimapriser – Nomineringskomité.
Nomineringskomitéen for Byggeriets Klimapriser består af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter. Komitéen udpeger vinderne af de fire priser.

Dansk Byggeri, direktør Lars Storr-Hansen
SMVdanmark – det nye Håndværksråd, adm. direktør Ane Buch
Bygherreforeningen, direktør Henrik L. Bang
Akademisk Arkitektforening, direktør Lars Autrup
Danske Arkitektvirksomheder, direktør Lene Espersen
Konstruktørforeningen, sekretariatsleder Kim Benzon Knudsen
FRI, direktør Henrik Garver
Grundejernes Investeringsfond, udviklingschef Søren Meyer
Green Building Council, direktør Mette Qvist
Dansk Indeklima Mærkning, Thomas Witterseh
PEFC, generalsekretær Morten Thorøe
FSC, direktør Søren Dürr Grue
SBI – Statens Byggeforskningsinstitut, direktør Thorkild Ærø
BAT Kartellet, sekretariatsleder Gunde Odgaard
DI Byg, branchedirektør Elly Kjems Hove
Danske Byggecentre, adm. direktør Palle Thomsen

Om BYGGERI’20.
BYGGERI’20 afholdes den 10.-13. marts i MESSE C i Fredericia. Messen har åbent dagligt fra kl. 09.30-17.00 med fri adgang for fagfolk mod registrering.