Roskilde Kongres- og Idrætscenter lægger gulv til vinterferie-fodbold med Danmarks bedste spillere

Danmarks bedste freestylere og pannaspillere er klar i Roskilde, når den står på DGI Fodboldskole i vinterferien.

Danish Freestyle Football Commity Soccer

Skift skoletasken ud med sportstasken og fodboldstøvlerne i vinterferien, lyder det fra DGI, der er klar med en fodboldskole med street som tema i Roskilde torsdag og fredag i uge 8.

”Det bliver to dage med fuldt knald på med futsal og nogle af de bedste indenfor panna og freestyle. Det lyder måske lidt avanceret, men det er kræs for alle fodboldspillere, fordi det udvikler fodboldfærdighederne. Man få bedre boldkontrol og lærer at lave lækre detaljer”, siger Christian Sloth, der er idrætskonsulent hos DGI.

De bedste spillere er klar
Lars Munck Petersen og Simon Atli Larsen er blandt de bedste i Danmark til de to discipliner. De er en del af instruktørteamet, som har stor erfaring med at gøre det sjovt for alle aldre at arbejde med freestyle og finter.

”Vi træner freestyle og Panna, men der bliver også plads til en masse andre sjove boldøvelser, så der er noget for alle niveauer. Vi vil vise, at fodbold er meget mere end 11 mod 11 på græs”, siger Lars Munck Petersen.

 

For både nybegyndere og erfarne
En DGI Fodboldskole er for dem, der har styr på teknikken og for dem, der lige er begyndt at spille. Det kan lade sig gøre, fordi instruktørerne er gode til at spotte den enkeltes niveau og målrette øvelserne efter dem.

”Vi har stor erfaring med at træne fodboldbørn på alle niveauer. Det er netop vigtigt for os, at vi skaber en ramme, hvor alle kan være med, men hvor den enkelte bliver udfordret”, siger Christian Sloth.

unge spiller Futsal i DGI-byen. Futsal er det perfekte supplement til fodboldtræningen. Alle brasilianske fodboldspillere er startet med futsal. Spillet har mange boldberøringer og styrker kontrollen over bolden.

Kom med
Fodboldskolen er for piger og drenge i alderen 8 til 12 år den 23. og 24. februar 2017 i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Begge dage fra kl.9.00 til 14.30. Tjek www.dgi.dk/fodboldskoler