Den selvejende institution Vindinge Børnehus bliver fra 1. august et kommunalt dagtilbud. Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.
Skole- og Børneudvalget har sagt ja tak til ønsket fra bestyrelsen i Vindinge Børnehus om at ophæve sin status som selvejende institution og blive en del af Roskilde Kommunes dagtilbud.
Ved en kommunalisering af børnehuset overgår arbejdsgiverkompetencen og ansvaret overfor de ansatte samt det økonomiske ansvar for driften til Roskilde Kommune.
“Vi vil byde Vindinge Børnehus’ medarbejdere, forældre og børn hjertelig velkommen i det kommunale fællesskab. Jeg tror, alle vil blive glade for at blive en del af et stærkt fagligt miljø i område syd, med udvikling og sparring og med stabil drift og ledelse,” siger Jette Henning, formand for Skole- og Børneudvalget.
Kommunen overtager selve ejendommen og alle aktiver. Vindinge Børnehus har en restgæld på 3,7 mio. kr. til Roskilde Kommune på et lån fra 2014. Gælden betragtes dog som indfriet ved overdragelsen, da ejendommen skønnes at have en værdi på 4,6 mio. kr.
Når kommunen har overtaget ansvaret for ejendommen, forestår der en del almindelige vedligeholdelsesopgaver.
Vindinge Børnehus er normeret til 39 vuggestuebørn og 125 børnehavebørn. Det ligger i to ejendomme, hvor den ene tilhører børnehuset og den anden Roskilde Kommune. Grunden, som begge ejendomme ligger på, ejes af børnehuset.
Kommunen har i dag driftsoverenskomst med børnehuset og visiterer pladser til det.