I august lægger Havhingsten fra land som en flydende scene med folkemusikorkestret VÌÌK ombord. Det bliver en unik mulighed for at opleve en koncert helt tæt på vandet, hvor musik, historie og sejlads går op i en højere enhed.
Gimle og Vikingeskibsmuseet har de seneste måneder arbejdet hårdt for at få detaljerne på plads til et ikke helt almindeligt arrangement. Drømmen om en koncert ude på vandet ombord på Vikingeskibsmussets største skib Havhingsten bliver nu endelig til virkelighed efter mange overvejelser om alt fra undervandkabler, scenegulv på skibet til de ideelle vejrforhold. Den pan-skandinaviske sekstet, fra Norge, Sverige og Danmark, VííK, vil sammen med gæsten, sangerinden Luna Ersahin fra orkesteret AySay, levere musikken.
Nordiske traditioner mødes
Lørdag d. 13. august 2022 sidst på eftermiddagen sejles Havhingsten ud i den inderste del af Roskilde Fjord, mens publikum sejles ud i fem af museets traditionelle nordiske både, der ligger sig tæt rundt om ”scenen”, hvor VííK med den norske sanger og komponist Elisabeth Vik i front leder publikum ind i et fortryllende univers af mystiske middelalderballader og eventyr. Samtidig vil det være muligt at opleve koncerten inde på land, hvor der vil være opsat højttalere ved Vikingeskibsmuseet.
”Vi vil gerne give publikum en oplevelse, hvor nutidig musik med tydelige rødder i den nordiske folkemusik møder et andet vigtigt element i dansk kultur nemlig sejlads, der i mange, mange år har været med at forme os som folk. Og selvom musikken nok ikke lyder som noget vikingerne selv sang, når de drog på togt, så vil det her forhåbentlig lede publikums tanker hen på historien og binde den tæt sammen med nutiden,” siger Lauge Hede Kjærum, programchef på Gimle.
VííK kan også opleves på årets Roskilde Festival, men allerede sidste sommer spillede de på Roskilde
Festivals Summerdays, og her skrev en begejstret anmelder fra musikmagasinet Gaffas bl.a.: “Jeg blev taget lidt på stråsengen, da vikingeskibet VÌÌK sejlede ind i Roskilde Fjord.” Til august er det ikke længere kun en metafor, men en realitet, hvor fortidens musik, sang, sejlads og håndværk smelter sammen med nutiden og omgivelser ved fjorden og Vikingeskibsmuseet.
Arrangementet samler publikum om på tæt hold at opleve både musikken og sejladsen med Vikingeskibsmuseets traditionelle nordiske både: Storkjoven, Sulen, Bjørnefjord, Oselver, Geirfuglen, og der købes én samlet billet til både musik og sejlads.
Sted: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Tid: Lørdag d. 13. august 2022 fra kl. 17.
Billetpris for både sejlads og koncert: 495 kr. inkl. gebyr
Billetsalget begynder tirsdag d. 14. juni 2022 kl. 10.00.
Der er et begrænset antal billetter til salg.
Projektet er støttet af Roskilde Kommune gennem Musikbyudvalgets open call – Roskilde Fremkaldt