Roskilde Kommunes Plan- og Teknikudvalg behandler nu to planer for, hvordan der i den østlige del af Viby kan skabes et meget attraktivt område tæt på natur og idrætsfaciliteter, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Tanken er, at tæt-lave boliger i varierende størrelser skal supplere Vibys store udbud af parcelhuse og bidrage til et mangfoldigt udvalg af boligformer. Med planerne gør kommunen også plads til et social-psykiatrisk botilbud.

Udvalget behandler en helhedsplan for Viby Øst samt et konkret forslag om lokalplan for området Kavsbjerggård, som kan indeholde 170 boliger. Helhedsplanen omtaler også området Langdyssegård, som kan blive et boligkvarter med 150-200 boliger, der udvikles på længere sigt.

Borgmester Tomas Breddam ser store perspektiver for Viby Øst:

“Vi kan skabe et meget attraktivt område, hvor idræt og natur vil danne ramme for borgernes hverdags- og fritidsliv. Sammen med Skousbo, som allerede er i udvikling, tror jeg, at vi kan få en større variation i boliger, der virkelig vil blive et kæmpe løft for Viby”, siger Tomas Breddam.

“Der har allerede været et stort engagement omkring, hvordan vi gør Kavsbjerggård til et attraktivt område. Jeg glæder mig til at drøfte det i sammenhæng med de planer for udvikling af hele Viby Øst, som vi nu lægger frem,” siger borgmesteren.

“Med helhedsplanen skaber vi både plads til flere idrætsbaner til de lokale foreninger og nye stier og løberuter, så det bliver let at røre sig og komme ud i naturen.
I samarbejde med FORS planlægger vi også et vådområde og en åbning af Skensved Å. Det er både godt for biodiversiteten og modvirker fremtidige oversvømmelser.
Jeg tror, det her bliver boligområder, som både aktive seniorer og børnefamilier vil stå i kø for at flytte ind i”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Jens Børsting.

Lokalplanen for Kavsbjerggård rummer plads til 135 tæt-lav boliger og et social-psykiatrisk botilbud med op til 35 beboere, fordi Københavns Kommune ønsker at rykke en del af Botilbuddet Boserupvej (tidligere Lindegårdshusene) væk fra Roskilde.

Når Københavns Kommune ikke længere skal bruge hele grunden på Boserupvej til botilbud, ønsker Roskilde Kommune at udvikle området til boliger. Kommunen er på vej til at indgå en købsaftale med Københavns Kommune og begynder på de overordnede rammer for planlægningen, således at der på Boserupvej både bliver plads til nye boliger og to social-psykiatriske botilbud med henholdsvis 35 og 36 boliger.

Fakta
Planerne skal i første omgang behandles i kommunens Plan- og Teknikudvalg den 10. november, hvorefter de skal til debat i byrådet den 25. november, inden der kommer en høringsperiode fra den 30. november 2020 frem til den 25. januar 2021. Der bliver også et borgermøde om begge planer i høringsperioden.

Planerne for udviklingen af området er nærmere beskrevet på roskilde.dk/vibyøst

 

Arkitekttegning fra Roskilde Kommune