Mange borgere booker i disse dage tid til vaccination, og borgerne kan derfor opleve ventetid. Borgere, der booker tid via telefon, anbefales at ringe senere på dagen.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Der er fuldt tryk på telefonerne i Region Sjællands telefoniske vaccinebooking. Mange borgere ønsker at booke tid til vaccination mod covid-19 og influenza. Det betyder, at nogle borgere oplever at vente på at komme igennem.

Især klokken 9, når telefonerne åbner, er der ventetid.

– Telefonerne er åbne fra klokken 9 til klokken 14. Vil man gerne undgå at vente på at komme igennem, så er det en god idé at ringe lidt senere på dagen, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Også borgere, som booker tid via vacciner.dk, kan opleve ventetid, før det er muligt at vælge tid og sted til vaccination.

Stadig mange ledige tider til vaccination
Borgerne kan dog roligt booke tid til vaccination. Der er stadig mange ledige tider til at blive vaccineret på tværs af hele regionen.

Helt konkret er der lige nu mere end 17.000 ledige tider til vaccination på vaccinationsstederne i Region Sjælland. Der tilføjes løbende og ved behov ekstra tider.

Spørgsmål til vaccination
Hvis du har spørgsmål om vaccinationstilbuddet, kan du finde flere informationer her:

Læs mere om vaccinationstilbuddet i Region Sjælland

Du kan også læse mere om tilbuddet hos Sundhedsstyrelsen

Læs her.