Et nyt pilotprojekt mellem vaskeriet Elis og ZBC har resulteret i, at en gruppe vaskeriarbejdere nu er blevet opkvalificeret til procesarbejdere.

Fredag afsluttede vaskeriarbejdere fra Elis deres grundforløb på ZBC Roskilde. De havde netop gennemført et to-ugers grundforløb, hvor de blev oplært til procesarbejdere.

De havde blandt andet lært at brygge æblecider, hvor de brugte teknikker, kemikalier, ventiler og kedler, som let kan oversættes til deres daglige arbejde hos Elis.

En investering

Pilotprojektet markerer første skridt i en langsigtet indsats for at styrke kompetencer og skabe karriereveje for medarbejdere i industrien.

– Vi ser det som en investering i både mennesker og virksomheden. Medarbejderne bliver fagligt stærkere, og det smitter af på hele organisationen, siger Troels Petersen, HR-partner hos ELIS.

Men det er ikke kun vaskeriarbejderne og virksomheden Elis, som får faglig gavn af projektet – det smitter også af på den måde, ZBC udvikler undervisning.

– Sådan et projekt åbner op for at gøre en uddannelse endnu bredere, end vi troede den kunne blive. Pilotprojektet har tvunget os til at tænke ud af boksen og tilrettelægge vores procesforløb på nye og kreative måder – vi har blandt andet investeret i et rensningsanlæg, så vi kan blive endnu mere relevante for den slags brancher, fortæller Morten Hansen Suhr, Uddannelsesleder på ZBC Roskilde.

Længere samarbejde

Baggrunden for projektet er et mangeårigt samarbejde med ZBC’s AMU-afdeling og erfaring med vaskerikurser i Roskilde. Samarbejdet har nu ført til oprettelsen af en procesarbejderuddannelse med specifik fokus på vaskeribranchen. Og det giver gevinst.

– Vi oplever motiverede og glade medarbejdere, som bliver presset på en positiv måde. De får en dybere forståelse for de processer, de arbejder med, og det styrker kvaliteten og effektiviteten,” fortæller Troels Petersen.

Vaskeriarbejderne skal tilbage og gennemføre deres hovedforløb på ZBC til august, og hos ZBC kigger man ind i at oprette flere fremtidige hold til vaskeri.

– Vi glæder os meget til, holdet kommer tilbage til et spændende undervisningsforløb hos os, og så kigger vi på, om vi kan oprette et nyt hold til oktober, lyder det fra Morten Hansen Suhr

Gensidig læring

Gennem forløbet har deltagerne opnået indsigt i kemiske og fysiske processer, målemetoder samt teknisk udstyr som tanke, pumper og ventiler. Denne viden er direkte anvendelig i deres daglige arbejde og skal fremover understøtte virksomhedens produktion.

– Målet er, at flere medarbejdere på sigt kan varetage faglige ledelsesroller eller andre ansvarsområder. Vi ser gerne, at de bliver ambassadører for både ELIS og den kultur, vi ønsker at styrke,” siger Troels Petersen.

ZBC forventer, at erfaringerne fra pilotprojektet vil danne grundlag for flere skræddersyede uddannelsesforløb i fremtiden udviklet i tæt dialog med erhvervslivet og tilpasset de konkrete behov, brancherne har.

– Vi håber meget på, at flere forskellige virksomheder vil sende deres medarbejdere forbi os til forløb. Vi arbejder på at oprette forløb til spildevandsmedarbejdere, hvor vi kan arbejde med det nye rensningsanlæg, vi får installeret. Vi kan se den gavn, det giver de enkelte medarbejdere, men det er i den grad også med til at udfordre og udvikle de undervisningsforløb, som vi tilbyder her på ZBC, siger Morten Hansen Suhr. 

 

Pressefoto