Roskilde Kommune samarbejder med Roskilde Sygehus og med de praktiserende læger i Roskilde Kommune om at udvikle og afprøve modeller for, hvordan syge borgere, som ønsker det, kan få lov til at dø trygt i deres eget hjem. Kommunen har søgt Sundhedsstyrelsen om at få penge fra den såkaldte satspulje til projektet, hvor Roskilde Kommunes erfaringer samtidig kan være model for andre kommuner. Det har udløst en støtte på 3.380.000 kr., skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
– Vi vil meget gerne forebygge, at uhelbredeligt syge borgere skal ligge og dø i en seng på sygehuset, når det er muligt at give dem professionel hjælp til, at de kan dø hjemme i deres egen seng. Det kan være en tryg og værdig måde at få lov til at afslutte sit liv på, når det er det en borger ønsker, siger formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.
Roskilde Kommune og Roskilde Sygehus vil med projektet udvikle en model for, hvordan indsatsen fra sygehuset, egen læge og kommunen kan koordineres så den hænger sammen for borgerne og de pårørende.
Projektet bygger videre på det veletablerede gode samarbejde mellem Roskilde Kommune, Roskilde Sygehus og de praktiserende læger i Roskilde Kommune.