Gruppe 5 i Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender er gruppen af særligt sårbare borgere. De opfordres til at holde ekstra øje med deres postkasse og e-Boks. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
– Nogle borgere har allerede modtaget invitationen, mens andres er på vej. Det kan desværre godt tage et par dage, før både breve og e-breve kommer frem, fortæller direktør i det nære sundhedsvæsen, Trine Holgersen.
Derfor opfordrer Region Sjælland borgere i denne gruppe til at holde godt øje med invitationerne og booke en tid hurtigst muligt.
– Vi har vaccinerne klar. Derfor vil vi gerne opfordre denne gruppe af særligt sårbare borgere til at logge ind på vacciner.dk og booke en tid. Der er ledige tider i weekenden og i den kommende uge, siger direktør i det nære sundhedsvæsen, Trine Holgersen.
Direktøren pointerer, at hvis man ikke kan booke en tid på vacciner.dk, så er det fordi man ikke er i gruppe 5 – af særligt sårbare, der er vacciner til nu. Så skal man forsat vente på en invitation i sin e-Boks.
Region Sjælland har vaccineret cirka 1000 ud af 16.000 borgere i gruppe 5.
Borgere i gruppe 5 (Kilde: Sundhedsstyrelsen)
For personer i gruppe 5 gælder det, at de ud, over at have en sygdom, der øger risiko for at blive alvorligt syg af COVID-19, også for eksempel:
- Har den pågældende sygdom i særligt alvorlig grad
- Har en høj alder
- Har flere sygdomme samtidig
- Tager meget forskellig medicin
- Personer i gruppe 5 er særligt kendetegnet ved, at de typisk bliver behandlet for deres sygdomme på sygehuset
Sundhedsstyrelsen påpeger, at stigende alder er en selvstændig og væsentlig risikofaktor. (Kilde: Sundhedsstyrelsen)
Sådan booker du tid, hvis du har Nem-Id
- Gå ind på vacciner.dk
Sådan booker du tid, hvis du ikke har Nem-Id
- Ring til Corona Callcenters hotline til bookinger uden Nem-Id på telefon 70 20 42 33
- Hav papir og kuglepen klar, inden du ringer
- Gør dig gerne nogle tanker om, hvor du vil vaccineres og hvornår
- Har du brug for hjælp til transport, tag fat i din kommune først