Rigtig mange mennesker stiller i øjeblikket spørgsmålet: Hvornår skal jeg vaccineres? Det gælder ikke mindst personer, som lider af forskellige sygdomme, og personer, som af sociale årsager er mere udsatte, for eksempel hjemløse. Sundhedsstyrelsen arbejder hver dag på at informere bedst muligt om, hvem der skal vaccineres og hvornår, så alle får et bedre overblik over, hvor man står i vaccine-køen. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Sundhedsstyrelsen har lavet en plan for, hvordan vaccinerne mod COVID-19 bliver rullet ud i Danmark. Her i starten har vi færre vacciner at dele ud, end vi kunne ønske os. Derfor har vi lavet en rækkefølge for, hvem der får tilbudt vaccinen mod COVID-19 først. Og den rækkefølge er lavet ud fra, hvilke grupper der vil have størst risiko for at blive alvorligt syge, hvis de får COVID-19.
”Vi vil først og fremmest beskytte de mest sårbare, og derfor er det dem, som er i størst risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19, der får tilbud om vaccination først. Det gælder især vores ældste medborgere, men også personer med forskellige sygdomme, som kan gøre et forløb med COVID-19 værre,” fortæller enhedschef Bolette Søborg.
Ud over de ældste og dem, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge, så vil udvalgte ansatte i sundheds-, ældre- og socialsektoren også få tilbudt en vaccination i de første uger og måneder. Med tiden får alle et tilbud om vaccination, bortset fra dem, som vaccinen ikke er godkendt til. Det er for eksempel gravide og personer med særlig allergi.
Hvornår skal jeg vaccineres?
Alle vil få et tilbud om at blive vaccineret – men rækkefølgen afhænger af, hvilken målgruppe, man hører til. Nogle vil høre til i flere af grupperne – så vil det være den gruppe, der står højest på listen, som gælder.
Der har fra flere stedet været peget på de hjemløse, som en særlig udfordring i forbindelse med udrulningen af vaccinerne.
”Vi er klar over, at hjemløse kan være svære at få kontakt til med tilbuddet om at blive vaccineret, og at de ikke har samme mulighed for at komme til de regionale vaccinationscentre. Derfor ser vi sammen med regionerne og kommunerne på løsninger, hvor man med de eksisterende sociale tilbud kan rykke ud til de hjemløse. Tanken er at gøre brug af løsninger, som de hjemløse kender til og er trygge ved,” slår Bolette Søborg fast.
Mange socialt udsatte vil høre til i gruppe 10. Det kan være personer, som har svært ved at overholde anbefalinger om at holde afstand eller huske at vaske hænder eller spritte af. Personer, som derfor har en høj risiko for at blive smittet. Det kan også være personer, som står uden bolig, eller har det meget svært, og derfor ikke kan isolere sig og være syge i trygge omgivelser. Det kan for eksempel være personer med svær psykisk sygdom, hjemløse, og personer med et misbrug. Men det kan også være personer med en eller flere alvorlige sygdomme.
Og nogle af dem, der ellers ville høre til i gruppe 10, kan også have sygdomme, som gør, at de samlet set har en særlig øget risiko for at blive alvorligt syge med COVID-19. De hører derfor også til i gruppe 5 og kan blive henvist til tidlig vaccination af en læge, enten på sygehuset eller i almen praksis.
”Jeg vil gerne understrege, at der skal en individuel vurdering til, for at afgøre hvilken målgruppe man hører til, og altså hvornår man får tilbudt vaccination. Derfor kan der være nogle beboere på et bosted, som vil få tilbuddet før andre beboere det samme sted. En person med både svær psykisk og fysisk handicap, som har flere indlæggelser hvert år, vil være i større risiko end eksempelvis en person med svær psykisk lidelse, som ellers er sund og rask,” forklarer Bolette Søborg.
Sundhedsstyrelsens sundhedsfagligt prioriterede rækkefølge for udrulningen
- Personer som bor i plejebolig mv.
- Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk
hjælp - Personer med alder ≥ 85 år
- Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
- Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særlig øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19
- Udvalgte pårørende til personer med særlig øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson
- Personer med alder 80-84 år
- Personer med alder 75-79 år
- Personer med alder 65-74 år
- Personer med alder under 65 år som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19
- Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner
- Øvrige befolkning, f.eks. segmenteret efter alder
I den konkrete udrulning af vaccinationsindsatsen kan det være nødvendigt at justere rækkefølge under hensyntagen til bl.a. vaccineleverancer, logistiske og organisatoriske forhold mv.