Friluftsrådet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om cykelferie:

Der lagt an til store oplevelser og masser af aktiviteter i den danske natur i sommeren 2020, og i de tre naturperler Søhøjlandet, Geopark Odsherred og på Bornholm er der særligt gode muligheder for at kombinere en interesse for naturens helt store kræfter og cykelferie – hvad end det er på landevejene eller mountainbike.

Sommer i Vores Natur har udpeget 16 naturperler – og heriblandt er Søhøjlandet, Geopark Odsherred og hele Bornholm. De tre naturperler ligger i hver sin del af landet – men har alligevel en hel del til fælles: Unik geologi og rigtig gode muligheder for at dyrke friluftsliv.

Cykelferie ved Søhøjlandet, foto: Friluftsrådet

Særligt en type friluftsliv har særligt gode vilkår netop disse tre steder: Cykling – både landevejscykling og mountainbike.

Dyrk geologien
Danmarks natur i dag hænger uløseligt sammen med de store geologiske kræfter, der var i spil under istiden. Og nogle steder kan man få et helt unikt indblik i isens voldsomme styrke.

“Odsherred er et landskab, som i det store hele står tilbage som isen efterlod det. Det er et produkt af nogle særdeles aktive kystprocesser, så der er meget stor variation i geologien. Det er et snapshot af geologien over nogle få tusinde år, og selvom det for du og jeg kan virke som utrolig lang tid, så er det for geologien et knips med fingrene,” fortæller Jakob Walløe Hansen, der er geolog og naturvejleder i Geopark Odsherred.

Landskabet i Geopark Odsherred har stor variation. Det ser man i form af meget bakkede og bølgede landskaber, flade, lavtliggende områder, store sandstrande, klitter og også nogle steder barsk natur. Hvis man er i Sjællands Odde for eksempel, så er det nogle gange mange kilometer af klinter.

“Der er meget stor variation. Vi har nogle af de bedste bakker i Danmark. Vi har jo bjerge og gode udsigter, men vi har også flade egne og bølgede landskaber, der ligner æggebakker. Der er god mulighed for at komme op at mærke de store vidder. Fra Vejrhøj kan man for eksempel både se Roskilde Domkirke, Storebæltsbroen og Mols Bjerge. Jeg vil vove, at påstå, at der er en af de smukkeste 360 graders udsigter i hele landet,” siger Jakob Walløe Hansen.

Mærk adrenalinen på mountainbike
Søhøjlandet er et naturområde præget af bakkede skove og smukke skovsøer. Det unikke landskab har man i området valgt at udvikle særligt til friluftsliv.

“Vi er to kommuner – Silkeborg og Skanderborg – som deler værtsrollen i Søhøjlandet. Vi planlagt en masse aktiviteter, hvor naturen er i centrum, men hvor der også er en grad af bevægelse, hvor man indgår i et fællesskab og lærer noget ude i naturen. Derudover har vi meget formidling omkring naturen, for eksempel vandreture om for eksempel geologi i Sønderskoven, hvordan man bygger mountainbike-spor på en bæredygtig måde,” fortæller Theis Kaas Pedersen, udviklingskonsulent i Outdoor-sekretariatet hos Silkeborg Kommune.

“Mulighederne i området kommer af den natur vi har – skovene, søerne og bakkerne. Du kan ikke finde de samme mountainbike-spor eller de samme vandreruter andre steder i landet. Alle de slugter og udsigtspunkter der er, det finder du ikke andre steder i Danmark. Du kan få rigtig mange højdemeter,” siger Theis Kaas Pedersen.

Tag på cykelferie på klippeøen
Cykelferie kan måske lyde gammeldags – men det er et af de helt store hit denne sommer, hvor langt de fleste bliver i Danmark og holder deres ferie. Cyklen giver fleksibilitet og bevægelse – og man oplever landet på en helt anden måde, end når man kører igennem landskaberne i bil.

På Bornholm er det helt oplagt at kombinere de mange både natur- og kulturoplevelser, der findes på øen, med en cykelferie.

“På Bornholm kan man opleve en rig og varieret natur. Vi har de dramatiske klipper. Vi har sandstrande og dybe skove. Man kan vandre, ride, klatre og cykle, og man kan opleve unikt dyreliv som bisonokser og vilde kaniner,” siger Tino Hjort Bjerregaard fra Naturstyrelsen Bornholm.

Ugens aktivitetstip
Istidsruten er fantastisk til cykelture. Etape 1 og etape 5 ligger i Odsherred. Her kan man både komme op i bjergene, men man kan også komme ned på det flade ved Lammefjorden, så der er noget for enhver smag – både familien og den hardcore cykelrytter. Og der er masser af spændende steder, hvor man kan stoppe undervejs.

I Søhøjlandet findes flere af de mest udmærkede MTB-spor i Danmark. Du kan finde Naturstyrelsens liste over de 10 spir – Danmarks bedste MTB-spor på Naturstyrelsens hjemmeside. I Søhøjlandet er sporene i Nordskoven særligt fremhævet og mange besøg værd.

Cykelferie på Bornholm emmer af idyl og nostalgi. Du kan læse meget mere om, hvordan du kan planlægge din tur i Friluftsrådets guide til cykelferie. Da der er mange ude i naturen – og måske især på smukke Bornholm, kan det give mening at planlægge sin overnatning i god tid – og eventuelt overveje fri teltningsskove som overnatningssted.

Sjove aktiviteter over hele landet
I løbet af sommerferien vil der være masser af spændende aktiviteter i naturen over hele landet. Der er allerede planlagt mere end 600 aktiviteter i Sommer i Vores Natur. Find en oplevelse nær dig på voresnatur.dk.

Det er Dansk Vandrelaug, Friluftsrådet, Naturstyrelsen m.fl. der står bag Sommer i Vores Natur. Vores Natur er støttet af Nordea-fonden, AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden.

Kontaktinformation
Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef, Friluftsrådet: Tlf. 24 65 62 30 eller abm@friluftsraadet.dk.
Naturstyrelsen Bornholm, naturformidler Georg Ask Marker: Tlf: 23 26 32 11 eller geama@nst.dk
Theis Kaas Pedersen, udviklingskonsulent i Silkeborg Kommune: Tlf: 28 10 09 62 eller pedersen@silkeborg.dk.
Malene Højberg, Skanderborg Kommune: Tlf: 24 64 80 85 eller Malene.hojberg@skanderborg.dk

Jakob Walløe Hansen, geolog og naturvejleder i Geopark Odsherred: Tlf: 23 72 94 63 eller jakob@geoparkodsherred.dk