Hos Roskilde Teater er planlægningen af næste års teatersæson i fuld gang. Men hvordan får man de unge til at gå mere i teatret? For Roskilde Teater er svaret ligetil. De unge skal være med til at præge hvilke forestillinger der bliver opsat.
I hele teaterverden er udfordringen den samme. Det er svært at få fat i det unge publikum. Den udfordring har Roskilde Teater valgt at tackle på en alternativ facon: at lade de unge være med til at bestemme selv. En aften i december afholdte teateret en workshop. Målet var at lade en gruppe unge vælge mindst to forestillinger, som de var interesserede i at se i den kommende teatersæson 18/19.
”Det har været vigtigt for os i Roskilde Teater, at få nogle yngre i tale,” siger Mette Nørremølle, der er administrator for Roskilde Teater. ”Vi kan jo kun sidde og tro, hvad unge mennesker kunne tænke sig at komme i teateret og se. Nu har vi fået nogle udsagn på det.”
En af de unge der var med til workshoppen, er Kasper Ahrensberg på 27, der til dagligt arbejder som programmør. Han siger: ”Jeg synes, det er spændende at få lov til at præge programmet. Jeg var lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, vi skulle, men det var sjovt at se, at jeg faktisk havde en masse at byde ind med. Det var sjovt at vælge og tale for de forskellige forestillinger.”
Det endelige program for sæsonen 18/19 hos Roskilde Teater offentliggøres i ugerne op til 1. maj næste år. Programmet kommer til at bestå af ca. 28 voksen/unge-forestillinger og 13 børneforestillinger, som opføres forskellige stede i Roskilde by og omegn.
”Jeg synes det er meget vigtigt at få unge i teatret,” fortæller Maria Ahrensberg på 24, der til dagligt er studerende. ”Det er vigtigt at formidle, at teater er for alle.”