Skole- og Børneudvalget beder forvaltningen komme med bud på, hvordan den tidlige indsats kan styrkes ved at investere i sagsbehandlingen. Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde. 

Arbejdet med udsatte børn og unge skal omlægges, så kommunen kan sætte tidligere og mere effektivt ind med forebyggelse og hjælp. Omlægningen skal samtidig styrke kvaliteten i sagsbehandlingen.

Det er målet med den investering i sagsbehandlingen, Skole- og Børneudvalget beder forvaltningen komme med et bud på.

“Vi vil gerne se nærmere på, om vi med en investering i sagsbehandlingen kan få fulgt bedre op på de udsatte børn og hurtigere justere på kommunens hjælp og støtte, når de har behov for det.

Det kan måske forebygge, at de senere får behov for mere indgribende og langvarig støtte,” siger Jette Henning, der er formand for Skole- og Børneudvalget.

Den omlægning, investeringen i givet fald skal bruges til, består af flere elementer. De kommunale aktørers samarbejde skal styrkes, så de så tidligt som muligt opsporer udsatte børn og kan sætte ind med forebyggelse. Der skal følges hurtigere op på, om kommunens indsatser i forhold til et barn har den ønskede effekt. Og børn og forældre skal inddrages mere i forløbet.

Roskilde har som referencekommune deltaget i et projekt under Socialstyrelsen, som har handlet om at videndele og inspirere hinanden til at omstille indsatsen i forhold til de udsatte børn. Et oplæg til en omlægning af sagsbehandlingen udspringer bl.a. heraf.

Forvaltningen skal komme med et oplæg til Skole- og Børneudvalget i juni måned.

Børnefaglig undersøgelse
I dag får Børn og Unge viden om behovet for særlig støtte gennem en såkaldt underretning, eller ved at forældrene, barnet eller den unge selv henvender sig. Støtten kan fx være rådgivning. Det kan også være støtte, mens barnet eller den unge bor hjemme. Eller det kan være, at barnet eller den unge må anbringes udenfor hjemmet.

Forud ligger ofte en børnefaglig undersøgelse af bekymringer og ressourcer i forhold til det enkelte barn og barnets netværk. Når der er iværksat støtte, skal sagsbehandleren følge op på handleplanen første gang efter 3 måneder og derefter minimum hver 6. måned, indtil barnet eller den unge er i trivsel og støtten afsluttes.

FAKTA
Ved udgangen af 2017 var der 1.575 åbne sager i Børn og Unge. Sagerne fordelte sig mellem Forvisitationen (147), Børn (318), Unge (373), Handicap (604) samt 106 sager med uledsagede flygtninge. Det gennemsnitlige sagstal pr. rådgiver i Børn, Unge og Flygtningeafsnittet er ca. 30 sager. I Handicap er sagstallet ca. 40 sager pr. rådgiver.