På Skousbo i Viby er byggeriet godt i gang. Boligerne skyder op, og de første beboere er flyttet ind. Nu baner Plan- og Teknikudvalget vejen for endnu 60 boliger opdelt på to storparceller. Grundene er allerede sat til salg.
De første 47 ejerboliger tættest mod Viby er ved at blive taget i brug. Boligselskabet Sjælland begynder nu at bygge deres første etape af i alt 110 almene boliger. Og nu er to storparceller med plads til samlet 60 boliger også til salg.
Storparcellerne skal dog først have en lokalplan, før der kan bygges på dem.
Lokalplanen vil give mulighed for at bygge rækkehuse med store, grønne gårdrum. Der skal være 3 etager langs Syvmose Allé med en nedtrapning til 2 etager mod landskabet.
Gårdrummene kan være til leg og ophold, fx. med små nyttehaver eller frugtlunde, cykelparkering og fælles affaldsortering. Hver bolig skal have en terrasse, have eller altan.
“Når de to storparceller er solgt i år, er der yderligere to større områder i Skousbo, som vi forventer at sælge i 2020. Når det er sket, er første del af Skousbo fuldført med godt 300 boliger. Dermed bliver bydelen en vigtig del af den fornyelse af Viby, vi har sat i gang, som også omfatter en opgradering af Viby bymidte”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam.