Efterhånden som Lynghøjsøerne er blevet mere og mere populære som udflugtsmål, er overgangen fra Lynghøjen over Lindenborgvej til Lyngageren blevet en udfordring for gående og cyklister. Plan- og Teknikudvalget følger et ønske fra borgerne i Svogerslev og forsøger at finde penge til en tunnel i de kommende budgetforhandlinger.
“Vi har haft 6 forskellige modeller på tegnebrættet og har haft en tæt dialog med borgerne i Svogerslev”, fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam.
“Vi har kigget på en tunnel, en stibro, et signalreguleret kryds, en krydsningshelle med fartviser, en krydsningshelle med signalreguleret fodgængerovergang samt en rundkørsel. De forskellige løsninger har fordele og ulemper – og også meget forskellige omkostninger.
To af løsningerne – en tunnel eller en stibro – kommer helt uden om trafikken på Lindenborgvej og er på den måde mere sikre. Vi har valgt at gå videre med en tunnel, da vi tror flere vil bruge denne, mens vi kan være nervøse for, at nogle vælger ikke at bruge en stibro, fordi det er for “bøvlet””, siger udvalgsformanden.
En tunnel koster 7 mio. kr., og indtil videre har der været afsat 5 mio. kr. til projektet. Derfor må tunnelprojektet indgå i de kommende budgetforhandlinger for at finde de ekstra 2 mio. kr.