Der blev den 29. august 2023 indgået et to-årigt budgetforlig for årene 2024 og 2025 i Roskilde Kommune mellem partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Mads Præstegaard har tilsluttet sig forliget. Budgetforliget er nu konkretiseret og der er justeringer på enkelte budgetposter.
Velfærd skaber vi sammen
Visionen ’Velfærd skaber vi sammen’ sætter retning for den forandring, som budgetparterne ønsker. De omstillinger, som kommunen sætter i gang for at indfri visionen, er nu konkretiserede på baggrund af udvalgenes store arbejde med at gentænke kernevelfærden.
Et ansvarligt budget i balance
Indtægterne for 2025 har desuden ændret sig som følge af aftalen mellem Regeringen og KL om kommunernes økonomi. Det har gjort det nødvendigt at justere enkelte budgetposter af hensyn til kommunens økonomiske balance.
Sådan besluttes budgettet
Borgmesterens budgetforslag blev den 13. september sendt i høring og blev 1. behandlet i byrådet 18. september. Der er med den indgåede aftale foretaget mindre ændringer, som vil blive fremsat i forbindelse med 2. behandlingen – som sker i Økonomiudvalget den 1. oktober og i byrådet den 9. oktober 2024.
Budgettet er i offentlig høring frem til 30. september 2024, og høringssvar vil indgå i 2. behandlingen af budgettet. Her kan du læse mere om høringen og se tidsplanen for den politiske behandling af budget 2025.
Læs konkretisering af budgettet for 2025 i ”Bilag til budgetaftale 2024-25” nedenfor.
Bilag til budgetaftale 2024-25