Forbrugerne såvel som erhvervslivet kan se frem til, at en stor del af danskerne får udbetalt en pose feriepenge. Der er dog store forskelle på, hvor meget den gennemsnitlige lønmodtager i hver kommune står til at få udbetalt, viser en ny undersøgelse fra Spar Nord. Det oplyses i en pressemeddelse. 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Senest til oktober vil de danske lønmodtagere, hvis de ønsker det, få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge som en del af folketingets brede aftale om genopretning af dansk økonomi, efter coronakrisen har sat sine spor. Der er dog store forskelle på, hvor meget den gennemsnitlige lønmodtager i hver kommune får udbetalt. Det viser en ny undersøgelse fra Spar Nord, som er foretaget på baggrund af de aktuelle løntal fra Danmarks Statistik.

Ifølge undersøgelsen er det især lønmodtagerne i flere hovedstadskommuner, der kan se frem til at få et ekstra stort beløb ind på kontoen. Gentofte, Rudersdal og Hørsholm Kommune placerer sig nemlig i top tre over de kommuner, hvor lønmodtagerne har optjent flest feriepenge siden 1. september og således får flest penge udbetalt i gennemsnit per lønmodtager. Dermed kan de se frem til, at de tre ugers indefrosne feriepenge, som det nu snart bliver muligt at få udbetalt, løber op i hele 41.561 kroner, 39.372 kroner og 38.950 kroner før skat, hvis man forudsætter, at der ikke er indbetalt til pensionsopsparingen:

– Der er store kommunale forskelle på, hvor mange penge der bliver udbetalt, og her placerer kommuner i den nordlige del af hovedstadsområdet, hvor mange mere velhavende familier bosætter sig, ikke overraskende øverst på listen. Faktisk skal man helt ned til nummer 18 på listen, nemlig Skanderborg Kommune, som får 26.918 kroner udbetalt i feriepenge, for overhovedet at finde en kommune, der ikke ligger på Sjælland, forklarer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter: – Men selvom flere kommuners lønmodtagere kan se frem til at få en ekstra stor pose penge udbetalt i forhold til andre, er det dog ikke en garanti for, at de mange penge bliver brugt i kommunen eller for den sags skyld i Danmark. Bliver de mange feriepenge udbetalt lige op til, at flere landegrænser åbnes, vil mange formentlig blive fristet til at bruge pengene på en rejse til efteråret eller vinter afhængigt af, hvordan Udenrigsministeriets rejsevejledninger ser ud til den tid.

Han peger dog på, at udbetalingen af de såkaldte SP-penge tilbage i 2009 virkede efter hensigten ved at føre til øget forbrug. Udbetalingen af SP-pengene indebar – tilsvarende den aktuelle situation – at staten gav danskerne adgang til deres egne penge.

– Vi har tidligere set, at samme model har været en stor succes med et højt forbrug hos danskerne. Der, hvor vi nok vil se den mindste forbrugstilbøjelighed, er hos netop de lønmodtagere, som tjener mest og nok formentlig vil spare op i stedet for at bruge dem – eller helt undlade at få dem udbetalt, da beskatningen er høj og behovet knap så stort.

Økommunerne får færrest penge udbetalt.
Mens de sjællandske kommuner kan se frem til ekstra store pengebeløb, så ser det en del anderledes ud i landets økommuner. Kigger man på listen over de kommuner, hvor lønmodtagerne har færrest indefrosne feriepenge til gode, finder man nemlig Læsø, Samsø og Langeland Kommune. Her står den gennemsnitlige lønmodtager til at få udbetalt henholdsvis 19.031 kroner, 19.052 kroner og 19.308 kroner før skat:

– Økommunerne får den mindste effekt af udbetalingen, hvis man kigger på lønmodtagerne isoleret set. Men ser man på det overordnede billede, vil de formentlig mærke det positivt på andre vigtige parametre, da fælles for mange økommuner er, at de er populære feriedestinationer med mange sommerhuse, forklarer Jens Nyholm og fortsætter: – Der er nemlig en vis sandsynlighed for, at udbetalingen vil smitte positivt af på især turismen og servicesektoren, som ellers har været hårdt ramt under coronakrisen. Det skyldes, at udsigten til at få de mange feriepenge mellem hænderne potentielt kan få pengene til at sidde lidt mere løst i lommerne, når årets sommerferie – for manges vedkommende hjemme i Danmark – skal afholdes.

Det kommer således ifølge Jens Nyholm til gavn for sommerhuskommuner som Samsø, Bornholm, Thisted og Djursland, som ellers placerer sig blandt de kommuner, hvor den gennemsnitlige lønmodtager får færrest feriepenge udbetalt.

– Samtidig er de lønmodtagere, der potentielt kan hæve færrest penge, dem, der sandsynligvis vil være mest tilbøjelige til faktisk at hæve og bruge dem – og omvendt. Og det vil til en vis grad udligne de forbrugsmæssige effekter fordelt over hele landet, slutter Jens Nyholm.

Top-10 over kommuner, der får flest feriepenge udbetalt:

Gennemsnitlig ferieberettiget årsløn Gennemsnitlig feriepenge til udbetaling før skat (tre uger)
Gentofte 554.146 kroner 41.561 kroner
Rudersdal 524.963 kroner 39.372 kroner
Hørsholm 519.333 kroner 38.950 kroner
Lyngby-Taarbæk 448.891 kroner 33.667 kroner
Dragør 442.411 kroner 33.181 kroner
Furesø 441.840 kroner 33.138 kroner
Allerød 438.230 kroner 32.867 kroner
Solrød 398.117 kroner 29.859 kroner
Egedal 398.068 kroner 29.855 kroner
Frederiksberg 392.319 kroner 29.424 kroner

Kilde: Danmarks Statistik

 

Top-10 over kommuner, der får færrest feriepenge udbetalt:

 

Kommune Gennemsnitlig ferieberettiget årsløn Gennemsnitlig feriepenge til udbetaling før skat
(tre uger)
Læsø 253.753 kroner 19.031 kroner
Samsø 254.031 kroner 19.052 kroner
Langeland 257.435 kroner 19.308 kroner
Ærø 262.120 kroner 19.659 kroner
Bornholm 270.848 kroner 20.314 kroner
Lolland 273.262 kroner 20.495 kroner
Morsø 275.355 kroner 20.652 kroner
Tønder 278.955 kroner 20.922 kroner
Thisted 281.828 kroner 21.137 kroner
Guldborgsund 285.163 kroner 21.387 kroner

Kilde: Danmarks Statistik

Om undersøgelsen
Undersøgelsen tager udgangspunkt i de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som er fra 2018, og forudsætter, at der ikke er indbetalt penge til pensionsopsparingen.