trashing_is_a_wasteTrekronerkollegiets køkken “L 21-24” fik, kort før jul, overrakt en gavecheck af formand for Klima- og Miljøudvalget Jonas Bejer Paludan.

Gavechecken er givet køkkenet for at være det køkken, der sorterer affald bedst. Og så har de i øvrigt været flinke til at holde deres køkken rent.

På billedet ses beboerne fra L 21-24: Charlotte, Rasmus, Lasse og udvalgsformand Jonas Bejer Paludan.

Øget indsamling af genanvendelige materialer fra kollegier
Det er navnet på projektet, som er en forgrening af det større projekt, Trashing is a waste.
Trashing is a waste har til hensig at udbrede bevidsthed om bedre affaldssortering blandt unge mennesker. Projektet er gennemført i 2015 med støtte fra Miljøstyrelsens Kommunepulje.

Deltagere
Udover Trekronerkollegiet har også Spritten, Boligselskabet Sjælland, deltaget i projektet.

Prisoverrækkelse
Overrækkelsen fandt sted i kollegiets torsdagsbar. En del beboere var mødt op for at se vinderne og høre om status for projektet.

Udover L 21-24 vandt også B 21-24 og E 21-24 et mindre beløb, fordi de har ydet en god indsats i projektet.

Projektets formål
Affaldsplanlægger Anette Sejersen siger:
”Det har blandt andet været at øve os i at kommunikere med unge mennesker. Derfor valgte vi at samarbejde med Roskilde Festival, som var med til at starte projektet tilbage i februar. Vi har blandt andet brugt deres erfaringer med at appellere til et yngre publikum; fx i den information som er delt ud og i den grafiske linje, som kan ses på containere udenfor og spandene i køkkenerne.”

Beboerne er blevet interviewet og filmen ligger på Youtube. Filmen kan ses her

Delevaluering
De unge mennesker har været super gode til at sortere affaldet. I kommunens affaldsplan er det målet, at hele kommunen skal genbruge mere og forbrænde mindre. På de to kollegier gør de det allerede.

Projektet vil blive evalueret endeligt i løbet af foråret 2016.

Kilde: Roskilde Kommune