Kommunens Plan- og Teknikudvalg laver forsøg på havnen, der forbedrer sikkerheden. Plænen ved Vikingeskibsmuseet kan stadig bruges, når der ikke er flere p-pladser på ”bananen”. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
Torsdagstræf på havnen har i de sidste år udviklet sig fra et arrangement på havnens parkeringsplads ”bananen” til et arrangement, der på de lune sommeraftner fylder hele området.
Der er biler, der kører ind over cykelstier og fortove for at parkere, og andre kører ind ad stier, hvor der er tydelige skilte med, at biler ikke må køre.
”Vi er meget glade for, at mange vælger at mødes på havnen torsdag aften. Men problemet er, at træffet nogle torsdage er blevet så stort, at der er udfordringer med trafiksikkerheden. Derfor prøver vi nu at lave en regulering, der forhindrer, at bilerne kører ind over cykelstier og fortove – og bakker ud igen samme vej. Det er alt for farligt – og faktisk også ulovligt”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen.
Udvalget har derfor besluttet et pilotprojekt med en løsning, hvor der bliver opsat lave hegn (såkaldte fodhegn) langs Sct. Clarasvej og langs stien ved museet over mod legepladsen.
Der bliver ekstra parkering på græsset foran museet med adgangsvej fra Sct. Clarasvej, så bilerne ikke kører ind ad Strandengen og videre ad cykel- og gangstien ved museet for at parkere. Parkeringen på græsset er som udgangspunkt lukket, men kommunen kan åbne for den på travle dage.
Der kommer også bedre skiltning med henvisninger til andre p-pladser.
”Kommunens folk fra Veje og Grønne områder har været på havnen hen over sommeren og har talt med mange af dem, der bruger området. Det generelle indtryk er, at der er forståelse for, at det er problemer med trafiksikkerheden men ikke, at græsplænen skal være fri for biler. Derfor laver vi nu det her forsøg”, siger Torben Jørgensen.
”Nogle få mener, at det fungerer fint, som det er – uden regulering. Deres argument er, at der jo ikke er nogle, der er kommet til skade på havnen. Til dem må jeg sige, at vi som ansvarlige politikere ikke kan sidde og vente på, at der sker en ulykke. Det er alt for farligt med alle disse biler, der kører ind over fortove og cykelstier”, slutter formanden.
Det nye pilotprojekt bliver sat i værk hurtigst muligt og skal evalueres, når sæsonen for havnetræf er slut.