Det var en helt fantastisk oplevelse, da Tour de France startede i Roskilde. Byen var klædt i gult, smil og solskin.  

I går var det anden dag i træk, en historisk og stor folkefest i hovedstadsområdet, og med endnu bedre vejr end ved enkeltstarten i København. Lørdag eftermiddag blev Tour de France-rytterne sendt afsted på den 202,2 kilometer lange rute fra Roskilde via Lejre og derefter videre mod Nyborg. Det var et pragtfuldt syn og euforien var til at føle, da tour feltet linede op på Stændertorvet her i Roskilde. 

Foto JTL

Kronprins Frederik var med, da 2 etape af Tour de France skulle gøres klar til afgang og han var mødt op på Stændertorvet i selskab med Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Kort efter at snoren var blevet klippet, blev rytterne sendt ud på den lange etape, som blev ført an af løbsdirektør Christian Prudhomme på Østre Ringvej ved Astersvej.

Efter hektisk finale med massestyrt var det forhåndsfavoritten, hollandske Fabio Jakobsen, som løb med sejren på 2 etape. En hårdt kæmpende Mads Pedersen må tage sig til takke med en flot 3 plads på etapen, men danskerne stopper ikke festen der, for Magnus Cort Nielsen, der lå i dagens udbrud, tager med sine 3 bjergspurte på etapen løbets bjergtrøje, videre med sig på Tour de France 3 etape fra Vejle til Sønderborg og kan nu nyde sin tur op på podiet i går og de mange klapsalver rundt i Jylland på etapen i dag.

Dit Roskildes 3 fotografer var klar med kameraerne og mobilerne, så tag et kig med her. Har du taget et godt billede af Tour de France i Roskilde og omegn, er du velkommen til at indsende det til redaktion@dit-roskilde.dk.

/ Oliver Witte, redaktør. 

Foto: JTL og ABW

Foto OW