Roskilde bliver vært for den første etape i Tour de France i 2018, 2019 eller 2020, hvis en fælles dansk ansøgning bliver godkendt. Etapen får mål i Odense.

På et møde i Erhvervs- og Vækstministeriet fredag eftermiddag er det blevet offentliggjort, at Danmark officielt ansøger om at blive startland for Tour de France. Ansøgningen skal godkendes af løbsdirektør Christian Prudhomme, der kommer til Danmark 26. november, for at Roskilde kan blive startby i verdens største cykelløb.

–      Hvis den danske ansøgning bliver godkendt, vil hele verden en julidag i 2018 rette øjnene mod Roskilde Kommune; vores smukke by, fjord og unikke landskaber.Det vil betyde, at turisme, erhvervsliv og hele kommunen får et kæmpe boost. Hotelsenge vil blive fyldt før, under og efter touren kommer til byen, siger borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen.

Som sportsbegivenhed er touren kun overgået af OL og VM i fodbold. 2.400 journalister, 190 tv-stationer og over en milliard tv-seere følger hvert år touren.

–      Det kan blive en kæmpe fransk folkefest. Erfaringer fra Herning, der havde besøg af Giro d’Italia i 2012, har vist, at en så stor sportsbegivenhed kan få sat en stor købstad på verdenskortet. Det skal og kan lykkes, fordi vi i Roskilde formår at stå sammen og løfte i flok på tværs af byrådet, erhvervslivet og alle de frivillige, siger Joy Mogensen.

Roskilde Kommune har afsat fem millioner kroner for at få touren til Roskilde. Budgettet på den fælles ansøgning er 90 millioner kroner.

 

Ruten i den danske ansøgning

Prolog: København – Grand Départ

Første etape: Start i Roskilde med mål I Odense

Anden etape: Start i Vejle med mål I Sønderborg