I torsdags summede Slagteriskolen ZBC i Roskilde af hård konkurrence og stor koncentration. Vinderne af regionsmesterskaberne for detailslagtere og ernæringsassistenter skulle findes, og de to seje piger Julie og Line løb med sejren.

3 stolte ZBC-finalister, Simin - Line  og Julie
3 stolte ZBC-finalister, Simin – Line
og Julie

Der var kamp til stregen fra morgenstunden. Ernæringsassistenterne gik i gang i køkkenet, og de fem detailslagter-deltagere begyndte deres udskæringer. Der var dyb koncentration over hele linjen.

I slagteriet kiggede dommerne både på kreativitet, akkuratesse, håndværk og ikke mindst spild. Efter udskæringen, skulle detailslagtereleverne kreere en ret ud af en af deres udskæringer, og dermed også vise deres kundskaber i et køkken.

Vinderen, og dermed regionens bedste detailslagterelev, blev Julie Elisabeth Gudmandsen, der til dagligt er i lære i Mad med Mere i Køge. Hun lagde sig fra start i spidsen med sine kreative udskæringer og præsentation. Efter at have kreeret en smukt og veltilberedt ret, kunne hun kåres som vinderen, der sammen med konkurrencens nr. to, Simon Kristensen, skal repræsentere ZBC ved DM i Skills i Aalborg til januar.

“Jeg er lettet. Det er rigtig dejligt at stå med sejren. Det har kørt godt hele dagen, og jeg var tilfreds med det jeg leverede, men turde alligevel ikke håbe på, at jeg vandt. Men det lykkedes, og nu står den på benhårdt arbejde frem til DM. Jeg kan godt lide at presse mig selv, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan og yde mit bedste. Heldigvis har jeg min mesters fulde opbakning, og vi kommer til at samarbejde om at udvikle mit produkt og mine kundskaber frem til januar”, fortæller Julie Elisabeth Gudmandsen

Ernæring til en guldmedalje
Hos ernæringsassistenterne var konkurrencen mindst lige så hård. Her handlede det om at sammensætte et ernæringsmæssigt korrekt måltid til en selvvalgt målgruppe. Vinderen var Line Christensen, der er i lære hos Det Danske Madhus Kram. Hun lavede en gennemberegnet sammensætning af proteiner og kalorier til en 81-årig underernæret kvinde. Måltidet var både nøje tilrettelagt og veltilberedt, hvorfor Line blev udnævnt til vinder – og hun skal dermed også repræsentere ZBC til DM i Skills og kæmpe mod landets dygtigste ernæringsassistentelever om DM titlen.

Line var tydeligt overrasket og beæret over titlen, og glæder sig meget til at kunne bygge videre på hendes projekt frem mod DM:

“Jeg havde ikke set den komme, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt har forstået det endnu. Jeg er stolt af mig selv, men også godt brugt efter en hård dag. Den kommende tid bliver hård, da jeg skal forbedrede mig til DM sideløbende med min svendeprøve. Men jeg glæder mig, og jeg har nok gemt en ting eller to i ærmet, som jeg kan hive frem til DM. Det har været hårdt arbejde op til dette mesterskab, men det har været al arbejdet værd”, fortæller Line.

Alle tre finalister kan nu se frem til en tid, hvor der skal arbejdes hårdt og målrettet, hvis man vil være med om podiepladserne til DM i Skills.

Du kommer ikke sovende til en finaleplads ved DM
Christian Friis er faglærer for detailslagterne hos ZBC og har hvert år kontakten med deltagerne. Ifølge ham, er det ikke noget man kommer sovende til.

“Tidligere deltagere har regnet sig frem til, at de har brugt omkring 200 timer på forberedelserne til DM. Det er hårdt arbejde, hvor der skal tages mange aftener, weekender og interessetimer i brug. Til gengæld ser vi også gang på gang, at de elever, der kommer med til DM, udvikler sig helt enormt. De får nogle fantastiske kompetencer, og bliver nogle af de dygtigste i landet”, siger Christian Friis.

Yderligere info
For yderligere information kan faglærer for detailslagterene, Christian Friis, kontaktes på chhf@zbc.dk, eller faglærer for ernæringsassistenterne, Esther Bruus på eb@zbc.dk.

Fakta

Finalerne for DM i Skills afholdes den 26.-28. januar i Gigantium i Aalborg
Regionens skoler udvælger, hvilke elever der skal gå videre til finalerne. Som regel via skole- og regionsmesterskaber
For at blive en af deltagerne, der skal kæmpe om en plads til DM, skal man udvælges af lærerne, hvor både god kammeratskab og arbejdsomhed er et krav
Har du lyst til at vide mere om uddannelserne, holder ZBC åbent hus den 26. november kl. 10-12, hvor man kan komme og høre om alle ZBC’s forskellige uddannelser