En 26-årig mand fra Roskilde og en 29-årig mand fra Bornholm fremstilles fredag i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som mistænkte i foreløbig 24 sager om bedrageri for et samlet beløb på ca. 24.000 kr. Bedragerierne er sket i forbindelse med private handler på internetbaserede handelsfora.
Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære de to mænd varetægtsfængslet, så de ikke begår nye forhold, ligesom politiet vil undersøge yderligere anmeldelser, hvor de to mænd mistænkes for samme fremgangsmåde over for andre interesserede købere.
– De to mænd har med attraktive priser på varer til salg på diverse handelsfora fået skabt kontakt til interesserede købere, der har stolet på, at de rent faktisk indgik en handel med sælgeren, udtaler politikommissær Martin Eise Eriksen som leder af efterforskningen i økonomiske sager.
De mistænkte har via internetbaserede handelsfora sat varer som f.eks. dyre mobiltelefoner, elektronik, spilkonsoller og billetter til salg, og køberne havde efter bankoverførsler af købesummen eller betaling via MobilePay en forventning om at modtage den købte vare. Køberne modtog aldrig den købte vare og har efterfølgende indgivet en anmeldelse om bedrageriet.
Politiets landsdækkende center mod IT-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) havde indledningsvist samlet alle anmeldelserne om denne form for bedrageri fra hele landet, hvor de to mænd kunne mistænkes for at have en rolle.