Undervisningsministeriet meddeler, at i næste skoleår vil undervisningsminister Merete Riisager sætte gang i et stort forsøg med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning. Cirka 45 skoler i hele landet får mulighed for at deltage i forsøget fra 2018 til 2021, hvor de enten kan arbejde med teknologiforståelse som selvstændigt fag eller med teknologiforståelse integreret i obligatoriske fag.
”Der er et kæmpe potentiale i teknologi, men teknologi uden omtanke rykker ikke noget. Vi har brug for at indføre teknologiforståelse i folkeskolen klogt. Derfor vil jeg opfordre kommuner og skoler til at orientere sig i vejledningsmaterialet, så vi kan finde engagerede skoler i hele landet til at hjælpe teknologiforståelse i folkeskolen et godt skridt videre,” siger Merete Riisager.
Der åbnes for kommunernes tilmelding af skoler til forsøget torsdag den 24. maj 2018 med ansøgningsfrist den 24. august 2018. Kommunen kan senest den 29. juni 2018 komme med en interessetilkendegivelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Skoler der ikke deltager i forsøget får mulighed for at anvende materialer og erfaringer fra forsøget.