Niels Bohrs tanker fra fysikkens verden og den dramatiske samtidshistorie bliver til levende og vedkommende scenekunst i den stærkt visuelle og sanselige forestilling BOHR, som Teater GLIMT Amager opfører hos Roskilde Teater tirsdag d. 15. februar kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal, Svogerslev.

Verden rummer mere end hvad, vi kan se og mærke. Niels Bohr revolutionerede den moderne videnskab, da han fremsatte sin teori om, at fysikken beskriver verden i vendinger, vi ikke umiddelbart kan visualisere eller forestille os. I 2022 er det 100 år siden, Niels Bohr modtog nobelprisen i fysik. I den anledning vil GLIMT Amager portrættere og hylde dette ikon og hans heftige livshistorie.

Med en blanding af dans, skuespil, nycirkus, illusionsmagi og videokunst kommer Bohrs tanker og filosofi til live på scenen i en forestilling, der udfordrer fysikkens love, og – ligesom Bohr – bringer undren tilbage i måden, vi ser verden på.

Niels Bohr var en særlig slags videnskabsmand og et favnende menneske med frisind og vovemod. Forestillingen bringer historiske nedslag fra verdenskrigen, udviklingen af atombomben, Bohrs årelange, legesyge fejde med Albert Einstein og anekdoter fra Niels Bohr Instituttet og familielivet. I forestillingen vil vi komme mennesket Bohr og hans tanker nærmere, – og måske vil vi forstå, at vores daglige opfattelse af verden gemmer på så utrolig mange hemmeligheder?

Med denne forestilling tager Teater GLIMT Amager hul på den nationale fejring af 100-året for Niels Bohrs modtagelse af Nobelprisen i fysik.

Billetter købes på www.roskildeteater.dk

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: tirsdag 15. februar kl. 19.30
Medvirkende: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margerita Mischitelli, Jacob Schnack Krog.
Dramaturg og dramatiker: Jesper Pedersen
Iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Koreografisk hjælp og kostumer: Camilla Sarrazin
Videodesign: Søren Knud
Lysdesign: Michael Breiner
Komponist: Camilla Bang
Konstruktør: Harvey Bewley
Instruktør asistent: Luna Stage
Konsulenter: Christian Joas, Rob Sunderland (Niels Bohr arkivet), Prof. Anja C. Andersen (Niels Bohr Instituttet).
Producent: Anna-Marie Dobsa
Varighed: 70 minutter uden pause

Foto: Søren Meisner