At være med i et fælleskab, hvor det ikke handler om boglighed, men blot det at være sammen om en fælles interesse, er noget af det, foreningslivet kan.
Nu har syv foreninger fået mulighed for hver at ansætte en ressourceperson mellem 10 og 15 timer om ugen. De skal arbejde med at få nye, ikke-foreningsvante, ind i foreningen og fastholde dem. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
“I Roskilde er der mange aktører, der arbejder benhårdt på, at få alle børn og unge med i foreningsfællesskaber. Men for mange børn falder fra igen. Det skal vi have gjort noget ved. Derfor har vi nu via midler fra Roskilde Kommunes Boligpolitik i Social Balance skabt en 3-årig pulje, hvor 750.000 hvert år fra 2021-23 skal styrke foreningernes børne- og ungearbejde”, siger borgmester Tomas Breddam.
De foreninger, der får midler, er:
• Roskilde KFUM
• Turning Tables
• Brydeklubben AIR
• Sønderlundskvarterets Idrætsforening
• Roskilde Boldklub
• Roskilde Basketballklub
• Roskilde Håndbold
“Den her proces, hvor de 7 foreninger er udvalgt ud fra mange kvalificerede ansøgere, vidner om et stort engagement for at hjælpe de unge, der har brug for et ekstra lille skub. Det er utroligt dejligt at opleve det engagement i foreningerne”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen.
Udvalgsformanden påpeger, at formålet med projektet også er, at foreningerne i Roskilde Kommune generelt skal geares til arbejdet med at tiltrække og fastholde de unge. Derfor skal de erfaringer, som de sociale partnerskabsforeninger opnår, deles med de andre foreninger.
Oprindeligt var det foreningslivet, der udtrykte et behov for at få støtte til ikke foreningsvante børn og unge i forhold til at give dem en god velkomst og fastholde dem i foreningen.
Puljens formål er via ansættelse af ressourcepersoner at styrke foreningers arbejde med at tiltrække, byde velkommen og fastholde ikke-foreningsvante og socialt udsatte børn og unge i foreningen.
Forventet projektstart for de ansatte ressourcepersoner er 1/1 2021.