Selvom man er syg over længere tid, er det vigtigt at holde kontakt til arbejdsmarkedet. Det kan være svært på egen hånd, men i Roskilde kan borgerne få hjælp af Fønix. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelse.
De fleste kender nok myten om fabeldyret fugl Fønix, som brændte i sin rede for senere at genopstå af sin egen aske. Helt så dramatisk foregår det ikke ude på Fønix i Roskilde. Men de sygemeldte borgere, der får hjælp der, er meget glade for det, viser en evaluering. Det er virksomhederne også. Det kan være den sygemeldtes arbejdsplads eller den virksomhed, hvor borgeren er i praktik: – Vi har et tæt samarbejde med virksomhederne, hvilket er afgørende her. De fleste virksomheder går op i at holde på den sygemeldte medarbejder, blandt andet fordi de gerne vil bevare den viden og de kompetencer, medarbejderen har. Og det hjælper vi med til at sikre, forklarer Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget.
Roskilde Kommune er nr. 15 i landet i forhold til at nedbringe sygefraværet varigt. Roskilde har altså en lav andel af borgere på sygedagpenge og i jobafklaringsforløb i forhold til resten af landet.
Fønix får borgerne tilbage på sporet.
Borgerne, der interviewes i undersøgelsen, giver alle udtryk for, at Fønix har spillet en vigtig rolle i forhold til at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. På spørgsmålet om, hvordan deres liv ville se ud, hvis ikke de havde været på Fønix, svarer de blandt andet:
– Hvis Fønix ikke var her, så var jeg ikke, hvor jeg er i dag.
– Så var jeg ikke nået så meget længere, jeg var ikke kommet nogen vegne.
– Efter 8 år med at prøve og prøve, så kastede jeg håndklædet i ringen og tænkte jeg kan ikke mere. Nu må jeg have noget hjælp… Fønix har givet mig troen på, at jeg kan.
Mange fagfolk og godt samarbejde.
Fra første dag borgerne starter i forløbet på Fønix, er der fokus på, at målet er at komme i job. Samtidig er der et tæt samarbejde mellem jobrådgiveren i Jobcentret og de forskellige faggrupper i Fønix, fx psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, virksomhedskonsulenter, arbejdsmediciner og psykiater. Hver uge er der konferencer på Fønix, hvor borgernes forløb diskuteres med henblik på at finde den bedste vej retur til arbejdsmarkedet. Endelig har Fønix et godt samarbejde med bl.a. arbejdsgivere, praktiserende læger, distriktspsykiatrien, Center for Alkohol- og Stofbehandling, A-kasser og fagforeninger.
Kombinationen af disse tre elementer gør tilbuddet til noget helt unikt og sikrer, at borgeren har en rigtig god chance for at komme tilbage til sit job på trods af en sygemelding.
FAKTA
- Virkningen af Fønix og samarbejdet med Jobcentret, slår også igennem på landsplan. Når det kommer til den virksomhedsrettede indsats, blandt andet at hjælpe borgeren ved at have tæt dialog med vedkommendes arbejdsplads eller kontakt til virksomheder omkring praktikforløb, så ligger Roskilde nr. 6.
- Fønix overtog 1. januar 2020 i øvrigt den del af sundhedsordningen for kommunens egne medarbejdere, der giver mulighed for at få støttende samtaler med en psykolog i tilfælde af stress eller mistrivsel i forbindelse med ens arbejde. Samarbejdet om sundhedsordningen er indtægtsdækket virksomhed – og en opgave som Falck tidligere har varetaget.