Der er lagt op til en aften i metallens tegn, når Gimle får besøg af ikke mindre end fire bands, der er en blanding af garvede gæster på den danske metalscene, og et par nye skud på stammen.

SVARTSOT: Siden begyndelsen i 2005, som det eneste danske band i genren, har SVARTSOT været instrumentale i etableringen af det hjemlige folkmetal-scene. Bandets unikke stil kan beskrives som bastardafkommet af mødet mellem folk- og middelaldermusikkens fængende melodier og dødsmetallens tyngde og råenerig. Mens rytmeguitaren, bassen og trommerne lægger et solidt fundament til autentiske toner på mandolin, sækkepibe og fløjter, bygger leadguitaren en bro mellem de to verdener. SVARTSOTs growlede og dansksprogede tekster inspireres af gamle fortællinger fra Danmarks væld af folkesagn og historie. SVARTSOT er nu et etableret band på folkmetal-scenen i såvel ind- som udlandet og har spillet koncerter på festivaler og turnéer med flertallet af de allerstørste navne inden for folkmetal-genren og i store dele af Europa, mm. Bandet har opnået et ry som live-band med tilskuerne i fokus, hvor koncerterne præges af den unikke oplevelse og fest til tonerne af det på én gang brutale men melodiske folkmetal.

Vanir: Vanir spiller et black/death metalinfunderet mærke af Viking Metal. Temaerne for bandets tekster findes blandt nordisk mytologi såvel som historiske fortolkninger af vikingerne og historiske begivenheder, der har bygget grundlaget for den verden, vi kender i dag. Fra Valhallas haller til de germanske slagmarker med deres blodige slag og hårde krigere er bandets musik sat sammen uden kompromis med en fascination af vores fælles oprindelse og blodet spildt gennem historien

Ættir: Ættir er det nyeste skud på stammen på den danske metalscene. Bandet spiller melodisk doommetal med elementer af nordisk folk og en efterklang af en fjern fortids urtåger. Bandet udspringer fra sangerinden Nanna Barslev og guitaristen Lasse Olufson, begge kendt fra den danske folkmetalgruppe Huldre. Med Nannas smukke nordiske stemme og Lasses særegne guitarriffs skaber Ættir melodiske, storladne og tunge harmonier, der dragende fører lytteren gennem fortidens tågedale og åbne vidder. På trommer har Ættir ikke mindre end Henrik Glass kendt fra legendariske Saturnus. På cello den dygtige Veronika Kroel Voetmann og den erfarne Tor Petterson på bas. Ættir har mange betydninger og henviser bl.a. til slægter, årstiderne og solens gang på himlen.

Vansind: Vansind er det sidste nye skud på stammen når det kommer til dansk folkmetal. Bandet er fortsat så nyt, at de kun har en enkelt single “Valborgsnat” ude. Her får man dog en glimrende forsmag på hvad det 7 mands høje folkmetal band kan. Folkmetal rig på growl, groove og kvindelig skønsang.

TID: Fredag d. 3. december 2021 kl. 19.00. Dørene åbnes kl. 18:30. STED: Tanken PRIS: 150 kr., 170 kr. i døren.
Billetter via www.gimle.dk

Pressefoto