Nye regler for forbud mod indførsel og besiddelse af ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin træder i kraft den 1. juli 2024. Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen skal sammen sikre, at reglerne overholdes, når de ulovlige e-cigaretprodukter krydser grænsen til Danmark.
Sommerferien er lige om hjørnet. Men skal du ud og rejse, og har du planer om at tage nogle e-cigaretprodukter med hjem som souvenirs, skal du være særligt opmærksom.
Fra den 1. juli 2024 må du som forbruger på dansk jord kun besidde op til ti enheder af blandt andet engangs-e-cigaretter med nikotin og nikotinvæsker med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak. Og besiddelsen må kun ske, hvis produkterne er til eget forbrug.
– De nye regler er til for at begrænse danskernes forbrug af blandt andet nikotinholdige engangs-e-cigaretter med smag af for eksempel slik. Så fremover må du kun have op til ti ulovlige e-cigaretprodukter med hjem fra udlandet til eget forbrug. Har du en større mængde end ti i bagagen, kan det hurtigt få store konsekvenser for dig, siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Overtræder du det nye indførsel- eller besiddelsesforbud for ulovlige e-cigaretprodukter, vil du som udgangspunkt blive meldt til politiet, ligesom du risikerer at få en bøde.
De nye forbud sker som led i regeringens forebyggelsesplan, der har til formål at forebygge børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.
Toldstyrelsen bliver Sikkerhedsstyrelsens vagthund ved den danske grænse
Sikkerhedsstyrelsen og Toldstyrelsen kommer i forbindelse med de nye forbud til at arbejde endnu tættere sammen fremadrettet for at sikre en effektiv kontrol ved grænsen til Danmark.
– Vi ser rigtig mange af den her type engangs-e-cigaretter på grænsen, der kan blive videresolgt til især unge, og det er bekymrende. Produkterne kan være produceret uden at være i overensstemmelse med reglerne og er dermed potentielt endnu mere sundhedsskadelige, end engangs-e-cigaretterne i forvejen er. Derfor ser vi også frem til at styrke kontrollen yderligere sammen med Sikkerhedsstyrelsen, siger Jeppe Kjærgaard, kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsen kommer på vegne af Sikkerhedsstyrelsen til at udføre kontroller og stoppe indførslen af de ulovlige e-cigaretprodukter ved den danske grænse. For eksempel hvis nogen forsøger at komme ind i Danmark, hvor de besidder flere engangs-e-cigaretter med nikotin og smag end begrænsningen på op til ti enheder til eget forbrug tillader.
Det bliver også en fælles opgave at stoppe de personer, der forsøger at omgås loven ved for eksempel systematisk at besidde og transportere op til ti enheder over grænsen til Danmark ad gangen.
Fra den 1. juli 2024 må du hverken indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde eller besidde ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin, der overtræder reglerne for nikotinindhold og/eller kendetegnede aroma.
- Du må besidde op til ti enheder til eget forbrug, når du krydser grænsen til Danmark med produkterne fysisk på dig, og når du befinder dig på dansk jord med produkterne fysisk på dig.
- Du må ikke bestille ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin hjem over nettet fra udlandet, da du dermed ikke besidder produkterne fysisk på dig, når produkterne krydser grænsen til Danmark – heller ikke selvom produkterne er til eget forbrug.
- Grænsen for nikotinindholdet i en nikotinholdig væske er på 20 mg/ml for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin. Kravet til nikotingrænsen er fastsat i EU.
- E-cigaretter og genopfyldningsbeholdere må ikke være med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak. Kravene til kendetegnende aroma er fastsat nationalt.