Abstrakte malerier, portrætter, keramik… Art by Kate Piil tilbyder en bred vifte af flot kunst til hjemmet og kontoret. Søger du det særlige, der tilfører rummet energi og personlighed, skal du lægge vejen forbi Hedehusene, hvor atelieret og galleriet har til huse kun 15 minutters kørsel fra Roskilde centrum.

Under samme tag samles forskellige former for kunst, der derved gøres mere tilgængeligt for alle os, der gerne vil genopfinde vores rum. Det er jo ikke fordi der er noget galt med de store globale kæders frembringelser, men når alle indretter sig med de samme designs, bliver verden lidt kedeligere.

Kate Piils værker er altid kontrastfyldte og ofte farverige. ”Hun formår at vælge mange forskellige farver, samtidig med at hun gør det både elegant og enkelt,” fortæller Janne Regius, psykospirituelterapeut med interesse for kunst.

Selv beskriver Kate Piil sit kunstneriske udtryk som ”store abstraktioner i fantastiske farver, der folder en anden verden ud af mig, hvor jeg viser min spontane side, efterfulgt af sirlige gennemarbejdede farveafdækninger for at slutte af med læderkant som indrammer værket smukt”.

De abstrakte billeder har ingen titel: ”Jeg ønsker ikke at begrænse beskuerens måde at se værkerne på. Det skal være frit og åbent for enhver at nyde dem på deres egen måde,” forklarer Kate.

Følg Art by Kate Piil på Facebook og Instagram