Dyrenes Beskyttelse har overtaget 15 hunde fra en ejer, der ikke længere havde overskud til at passe dem. Dette er endnu et eksempel på et voksende problem med sociale sager, hvor kæledyr bliver ramt, når ejere får det svært i livet.

Foto ABW

Stadig flere dyr får brug for hjælp, når livet ramler for deres ejere. Senest i sidste uge blev 15 hunde er overdraget til dyreinternatet i Roskilde. Og det er langtfra et enestående tilfælde. I 2023 rykkede Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige dyrereddere ud til 2611 dyr i 1002 sociale sager. Det er 48 procent flere sager end i 2020.

– Det er en trist udvikling, at flere og flere mennesker står i en situation i livet, hvor opgaven med at tage hånd om deres kæledyr ikke længere er mulig, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.

Sager, hvor dyreejere på grund af for eksempel sygdom eller økonomiske problemer ikke har overskud til at tage sig af ordentligt af deres dyr, ender i cirka halvdelen af tilfældene med, at dyrene kommer på et dyreinternat hos Dyrenes Beskyttelse. I 2023 kom 1304 af dyrene på dyreinternat.

15 hunde overdraget i ny sag
Den seneste sag udspiller sig på Roskilde Internat. Efter en stor indsats over to dage er 15 hunde blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde. Hundene kommer fra et hjem, hvor ejeren ikke længere kunne håndtere opgaven. De skal nu socialiseres, så de på sigt kan få nye hjem.

Selvom hundene er i fysisk fin stand, er de sky og nervøse over for nye indtryk og mennesker, da de har haft begrænset kontakt med andre mennesker og ikke er miljøtrænet uden for deres tidligere hjem. Der ligger derfor et stort arbejde i at få hundene socialiseret, så de er klar til nye hjem.

– Hunde som disse er utroligt tidskrævende, da de skal have etableret en tillid til mennesker på ny. Mentalt er de meget udfordret, og det tager tid at socialisere dem. Det bekymrer os, at vi ser flere af denne type sager, da de er meget ressourcekrævende, og det gør, at vi i perioder har ekstraordinært travlt, siger Nadja Frandsen, Internatleder i Roskilde.

Blandt hundene er der en tæve med fem hvalpe, to hvalpe på 13 uger, fem unghunde og to voksne hunde. De er en labradorblanding, og det forventes, at de ender med at veje mellem 25 og 30 kilo. Alderen varierer fra fire uger til voksen.

Hjælp hundene. 

Sociale sager skaber dilemmaer
I sager som denne står Dyrenes Beskyttelse ofte i et dilemma: Dyrene er ofte den primære livline for deres mennesker, som er socialt udsatte, og det gør sagerne komplekse. I sådanne tilfælde forsøger Dyrenes Beskyttelse at hjælpe ejerne med dyrlægehjælp, foder og vejledning, så de undgår at miste deres dyr.

– Sager som denne er komplekse og kræver rigtig mange ressourcer fra vores dyreinternater og beredskab at løse. Det er en balancegang at hjælpe bedst muligt i disse situationer. Vi skal først og fremmest hjælpe dyrene, men vi tager også hensyn til ejernes situation, siger Karina Fisker.

En hund, der overdrages til et dyreinternat, kræver mange ressourcer. De skal behandles ved dyrlægen, have træning af forskellige typer og have foder der er tilpasset til dem. 15 hunde er derfor en stor opgave for Roskilde dyreinternat at tage imod.

De frivillige dyrereddere – kredsformænd – bruger mange timer på de sociale sager, som er komplekse at løse. Det kan skabe flaskehalse i lokalområderne, som i forvejen har travlt.

Antallet af dyr fra sociale sager stiger

Grafik Dyrenes Beskyttelse

Flest katte og hunde kommer i klemme, når livet gør ondt på deres ejere
Fordelingen af dyr på sociale sager i 2023

Grafik Dyrenes Beskyttelse

Antallet af sociale sager med dyr stiger i hele landet

Grafik Dyrenes Beskyttelse

Kilde Dyrenes Beskyttelse