Kom og oplev fællesskabet og sangens fantastiske kraft, når Roskilde Bibliotek og Roskilde Synger inviterer til morgensang den første tirsdag i måneden.
Det sker den 6. maj 2025 kl. 8.30-9.00.

I en tid, hvor verden har brug for mere sammenhold, glæde og medfølelse, skaber Roskilde Synger og Roskilde Bibliotekerne i samarbejde et månedligt drop-in morgensangsarrangement, der fylder dig med positiv energi.

Fællessang om morgenen kan nemlig noget ganske særligt. Når vi synger sammen, knytter vi os til en sangskat, en kulturarv, en historie, et sprog og et fællesskab, der strækker sig på tværs af tid og rum. Og vigtigst af alt: Når vi synger sammen, oplever vi et ægte fællesskab. Den, der synger, er aldrig alene.

Morgensang på Roskilde Bibliotek er et åbent og inkluderende arrangement, hvor mennesker på tværs af aldre og livsstadier mødes i sangens glæde. Her er plads til alle – og enhver fugl synger med sit næb. Du skal ikke melde dig til og kan bare møde op.

Hver gang har morgensangen et særligt tema, hvor fem udvalgte sange væves sammen og relaterer sig til dagens emne. En dygtig pianist spiller på Salens Steinway-flygel og en engageret vært guider dig gennem både musikkens og temaets historiske og følelsesmæssige betydning. Du kan forvente alt fra temaer om befrielsen og Roskilde Festival til sommersange, højskoleklassikere og Kim Larsen.

Til vores første morgensang d. 6. maj 2025 kan du opleve sangerinde, komponist og sangskriver Julie Maria som vært. Julie Maria vandt ”Alsang 2020” som komponist med sangen ”Frihedens Lysdøgn”, der blev optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen – og så bor hun i Roskilde. Dagens tema bliver ”Tilflugtssteder,” som både relaterer sig til befrielsen og til temaet til Roskilde Litteraturfestival senere på måneden.

Læs mere her: Morgensang på Roskilde Bibliotek | Roskilde Bibliotekerne