Roskildes kvinder vil ikke bare være slanke – de vil have muskler og styrke.
Former er igen kommet højt på ønskelisten, når Roskildes kvinder jagter skønhedsidealer. I modsætning til tidligere, hvor træningen var et slankemiddel, lægger kvinderne nu mere vægt på et muskuløst udtryk.
– De seneste år har idealerne ændret sig hos Roskildes kvinder, så de i dag søger et muskuløst udtryk med former. Tidligere var der meget fokus på, hvad badevægten sagde, men i dag er der mere fokus på, hvad spejlet viser. Ligesom hos mændene, der altid har efterspurgt styrke og markerede muskler, fortæller André Krumbæk, der er Distrikschef hos fitness dk.
Som konsekvens af roskildensiske kvinders markant øgede interesse for styrketræning har motionscentret på Ro’s Torv oprettet flere forskellige typer styrketræningshold.
De ændrede ønsker har også manifesteret sig i den måde, som centret i dag er udformet på. Ifølge André Krumbæk er der kommet flere frie vægte, der netop passer rigtig godt til den funktionelle styrketræning, hvor der er fokus på hele kroppens muskelopbygning.
Personlige trænere og kvalitetstræning
At nå individuelle træningsmål kræver for manges vedkommende særlige programmer, der passer til lige nøjagtig de ønsker, man har til styrke og kropsændringer. I 2015, 2016 og 2017 har det været en klar tendens, at flere har indset vigtigheden af en personlig træner for at nå deres mål.
– Der lægges stadig større vægt på kvaliteten i træningsoplevelsen. Personlige trænere, der kan give ekstra dimensioner til træningen og dens resultater, er kommet på dagsordenen, og især blandt kvinderne er de personlige trænere populære, siger centermanageren.
Ifølge André Krumbæk er roskildensiske kvinders træningsmønstre gået fra tidligere at være lidt tilfældige til at være mere evidensbaserede. Stadig flere medlemmer hos fitness dk på Ro’s Torv går systematisk og analytisk til værks, når de træner.