Sommerferien bliver mindre kedelig på Vikingeskibsmuseet. Her kan du mærke, føle, dufte, prøve og lege. Du kan komme tæt på vikingernes liv, håndværk og imponerende skibe. Der er masser af oplevelser og aktiviteter for store og små på Vikingeskibsmuseet i Roskilde denne sommer.
Vikingeskibsmuseet har åbnet hver dag kl. 10.00-17.00. Voksne betaler 120 kr. i entre, mens børn og unge under 18 år har gratis adgang. Bemærk dog at nogle aktiviteter kræver ekstra betaling.
Daglige sejlader
Fra den 1. maj – 30. september kan du opleve hvordan det var at være viking ombord på en af Vikingeskibsmuseets traditionelle, nordiske både, som er direkte efterkommere af vikingeskibene. Skibene sejler flere gange dagligt ud på en times tur på Roskilde Fjord. Du skal være mindst fire år gammel og følges med en voksen. Sammen skal i hjælpes ad med at ro, sætte sejl og andet. Læs mere her.
Særlige familieomvisninger
Fra den 25. juni – 28. august inviterer Vikingeskibsmuseet børn og voksne med på spændende familieomvisninger, hvor der er fokus på vikingernes togter. Der er både mulighed for at høre om krig, handel og rejser til det fjerne. Læs mere her.
Vikingernes håndværk
Bådebyggerne bygger et vikingeskib med det værktøj som vikingerne brugte. Hver dag kan du følge arbejdet på skibet og se den store samling af værktøj. Du kan både følge smeden, billedskæreren, væveren, rebslageren og bådebyggerne, som skiftes til at vise deres kunnen. Hvis du er fyldt otte år kan du også selv hjælpe til. Prøv eksempelvis at slå reb, skær smukke mønstre i træ eller form glødende jern. Spørg i billetsalget hvilke værksteder du kan deltage i.
Vikingernes værksteder for børn
I vikingernes værksteder kan alle deltage. Børn kan få mange timer til at gå med at male skjold eller slå sin egen mønt. Du kan også dekokorere en torshammer eller lave smykker af glasperler. Hos bådebyggerne kan du bygge din egen modelbåd. Hvis du kan lide at klippe, hamre og bygge fantasifulde ting, er dette lige noget for dig.
Leg som vikingerne
Vikingerne havde også deres egne lege. Prøv kræfter med lege som ‘Kast Thors hammer’, ‘Kast ben’ eller styrkelege som ‘Firtræk’. Du kan også gå en tur i labyrinten og finde indre ro. På Anløbsbroen har du mulighed for at klæde dig ud som viking og lege dig tilbage til vikingetiden. Lær om de magiske runer og gå om bord i de rekonstruerede skibe. Har du mere lyst til at se en film, vises levende billeder om det imponerende langskib ‘Havhingsten’ og den dramatiske rejse til Dublin.
Læs mere her.
/Stine Amanda