Restaurant Toppen, som ligger oven på vandtårnet ved Roskilde Badet, har netop afsluttet sin sidste sommersæson.
I forbindelse med at Roskilde Badet skal renoveres og udvides, har kommunen indgået et forlig med restauranten, og ejeren får en erstatning, huslejefritagelse fra nu og til 1. juni 2016, og han får hele sit depositum tilbage. Kommunen ville undgå en opslidende sag med restauranten, som kunne komme til at forsinke byggeriet og koste mange penge, så derfor har de indgået dette forlig.
Mange har nydt udsigten fra restauranten, som ligger 84 meter over fjorden, og hvorfra man kan se helt til Frederiksværk og København – på en god dag. Den har eksisteret siden 1960, og er efterhånden blevet en vigtig del af Roskildes historie. Men nu er det snart slut.
Restauranten lukker endeligt, når byggeriet til den nye svømmehal går i gang den 1. juni 2016.
Formanden for Idræts- og Kulturudvalget, Birgit Pedersen, regner med at der kommer en ny café som besøgende i den nye svømmehal kan benytte.