Begejstringen er høj hos den sjællandske virksomhed Slagter Frimann, der netop er blevet udnævnt til Succesvirksomhed 2020. Prisen gives af Spar Nord og BDO til virksomheder, som lykkes med kontinuerligt at skabe vækst og stærke finansielle resultater.

På baggrund af 46.677 regnskaber fra virksomheder i Region Sjælland har Spar Nord og BDO netop fundet frem til de 200 virksomheder, som over en femårig periode har haft størst succes på en række finansielle parametre. De 200 virksomheder hyldes nu af Spar Nord og BDO med erhvervsprisen Succesvirksomhed 2020.

En af de nykårede vindere er Slagter Frimann, som i dag beskæftiger omkring 15 medarbejdere i sin slagterforretning i Roskilde:

– At modtage prisen er en stor anerkendelse. Man kan sige, at det er et skulderklap til alle medarbejderne, der yder en stor indsats hver dag. Samtidig ser vi også prisen som en bekræftelse af vores måde at drive slagterforretning på, hvor vi værner om de gode og lokale råvarer, siger Palle Christensen, der er slagtermester og indehaver af Slagter Frimann.

Virksomheden har netop fået overrakt prisen bestående af en Succesvirksomhed-statuette og et hædersbevis af repræsentanter fra Spar Nord og BDO, der med respekt for myndighedernes corona-anbefalinger fejrede succesvirksomheden med albuehilsen, fodbump og store smil.

Spar Nord og BDO indstiftede sidste år erhvervsprisen Succesvirksomhed med det formål at hylde de mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som leverer et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og dansk økonomi som helhed.

På grund af smitterisikoen vil Spar Nord og BDO – i modsætning til sidste år – ikke gennemføre regionale finaler. De vil derimod hylde succesvirksomhederne i en inspirationsbog, der udkommer i løbet af efteråret.

Pressefoto