Skole- og Børneudvalget vil med fire initiativer begrænse antallet af timer, der ikke gennemføres som planlagt, og sikre undervisningskvaliteten af de timer, der dækkes af vikarer, på seneste byrådsmøde var der opbakning til forslaget.

En registrering, som Roskilde Kommunes skoler har foretaget i ugerne 37-39, viser, at der samlet er 15,2 procent af undervisningen, der i den periode ikke er gennemført som planlagt.

I Roskilde Kommune er sygefraværet generelt lavt blandt medarbejderne på folkeskoleområdet – i 2018 lå det på 4,8 procent. Men i cirka halvdelen af de timer, der ikke kan gennemføres som planlagt, er årsagen, at underviseren er blevet syg.

Ferie, omsorgs- og seniordage samt fravær på grund af udflugter og lejrskole tæller blandt de øvrige årsager. Når en lærer fx er med en klasse på udflugt eller lejrskole, kan den øvrige undervisning, som læreren skulle have haft i perioden, ofte ikke gennemføres som planlagt.

Fraværet dækkes oftest med vikarer. Registreringen viser, at 56 procent af de timer, der ikke blev gennemført med den planlagte underviser, blev dækket af tilkaldevikarer med studentereksamen eller lignende. Lærere med en læreruddannelse har dækket knapt en femtedel eller 18,3 procent af den vikardækkede undervisning.

De fire initiativer

Formanden for Skole- og Børneudvalget Jette Henning fremlagde på byrådsmødet de fire initiativer, som udvalget vil iværksætte på alle skoler for at sikre undervisningens kvalitet og for at nedbringe antallet af timer, der ikke gennemføres som planlagt.

– Vi har heldigvis et godt udgangspunkt for at ændre det, fordi vores undervisere i Roskilde Kommune generelt har et lavt sygefravær. Derfor kan vi koncentrere os om at blive bedre til at planlægge det fravær, vi kender på forhånd, fx efteruddannelse, 6. ferieuge og barsel. Derudover skal vi sikre, at vikarene er klædt godt på til opgaven – og allerhelst skal timerne dækkes af kendt og uddannet personale, siger formand for Skole- og Børneudvalget, Jette Henning.

De fire initiativer er:

  • Planlagt fravær skal organiseres, så det så vidt muligt kan vikardækkes af skolens fastansatte personale.
  • Ekskursioner, møder og kurser skal planlægges i god tid, så der kan tages højde for dækning af lærernes fravær.
  • Tilkaldevikarer skal introduceres og vejledes, inden de skal undervise, og gives feedback bagefter.
  • Ved planlagt fravær skal undervisningens indhold forberedes, så en vikar har de bedste forudsætninger for at gennemføre undervisningen med det indhold, som var planlagt.

Forvaltningen vil nu fortsætte dialogen med de enkelte skoler om deres praksis for brug af vikarer. Der er forskel mellem kommunens skoler i forhold til omfanget af intern vikardækning og derfor også grundlag for erfaringsudveksling og ændring af praksis.

Fakta
Skole- og Børneudvalget får en midtvejsopfølgning i juni 2020 på timer, der ikke er gennemført som planlagt, på baggrund af en afdækning i tre uger i foråret 2020. Herefter får udvalget igen en opfølgning ultimo 2020 med udgangspunkt i en ny afdækning på skolerne i ugerne 37-39 2020.

Registreringen omfatter en periode på tre uger ud af normalt 40 uger på et skoleår.