Den nationale Naturvidenskabsfestival i uge 39 sætter i år fokus på grundlaget for alt liv på Jorden – vand. I Roskilde Kommune går skoleelever blandt andet på opdagelse i havnen og fortiden udstyret med undervandsdroner. Målet er at give eleverne smag for naturvidenskab.
Skoleelever fra 0. til 10. klasse fra hele Roskilde Kommune tager i uge 39 de naturvidenskabelige dykkerbriller på for at dykke ned i vandets utrolige verden. Blandt andet bliver kommunens 4.-6. klasses elever inviteret med en tur i havnen ved Vikingeskibsmuseet.
Vikingeskibsmuseet og Boserupgård Naturcenter sætter alle sejl for at byde eleverne ind i en verden under og over vandets overflade. Med afsæt i museets vikingeskib ’Havhingsten’ skal omkring 700 4.-6. klasses elever undersøge det 20 tons tunge skibsskrog og dets evne til at glide gennem vand.
Ved hjælp af undervandsdroner tager Vikingeskibsmuseets eksperter eleverne helt ned på bunden af havnen, hvor de kommer helt tæt på livet i havnen. Og de skal undersøge vandet i havnen og arbejde med naturvidenskabelige forsøg i et vandlaboratorium.
Over hele Danmark dykker mere end 150.000 børn og unge fra grundskoler og ungdomsuddannelser ned i det våde elements mysterier, når de i slutningen af september bruger alt fra to timer til en hel uge på ny, anderledes og eksperimenterende naturvidenskab. Temaet for Naturvidenskabsfestival 2019 er ”Vandets hemmeligheder”.
Boserupgård Naturcenter har til projektet søgt om og fået bevilget penge til indkøb af undervandsdroner og skærme til fremvisning af undervandsdronernes kameraer. Projektet har fået i alt 15.000 kr. til indkøbene. Beløbet kommer fra Naturvidenskabsfestivals Uddelingspulje. Puljen er støttet af Carlsbergs Mindelegat, der i 2019 støtter arrangementer i festivalen med godt 1 mio.kr.
Udforske, forstå, forandre
Naturvidenskabsfestival foregår fra d. 23. – 27. september og arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter. Tanken med festivalen er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden med science, siger programleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Pernille Vils Rasmussen:
-Festivalen giver eleverne tid til og mulighed for at fordybe sig. De kommer ud af lokalerne for at udforske verden omkring dem, gå nye veje og bruge naturvidenskab til at udvikle løsninger på ægte problemer, der findes i virkeligheden – vi ved, at det motiverer dem. Set i det store perspektiv vil vi gerne bidrage til at gøre børn og unge til kreative og kritiske samfundsborgere.
Alle skoler bestemmer selv, hvordan festivalen skal forme sig, mens Astra bidrager med undervisningsforløb, materialer og inspiration.
Du kan læse mere om den kommende naturvidenskabsfestival her.