På en nat kan skinnefræseren slibe op til tre ton jern af skinnerne. Fra den 21. april sker det på strækningen fra København H til Sorø.
Foråret er tid for skinnefræsning, og denne gang besøger det særlige skinnefræsetog også de sjællandske skinner, som får besøg af det store specialtog i slutningen af april.
Fræsetoget fjerner en stor del af de revner, der opstår på kørekanten af skinnerne, inden de vokser sig store. Det betyder, at skinnerne holder længere, og samtidig reducerer fræsningen risikoen for skinnebrud.
“Ved at fræse skinnerne, sørger vi for, at de kan holde længere. Det betyder færre hastighedsnedsættelser, færre skinnebrud og færre skader, der skal udbedres, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.
Fræsehjulene på den 155 ton tunge skinnefræser kan fræse over en millimeter af togskinnen pr. passage. Da det normalt kræver det mellem 1-3 fræsninger, inden revnerne er forsvundet, så betyder det også, at der fræses store mængder jern af skinnerne, når fræsetoget kommer forbi.
“På en nat kan toget fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernspånerne bliver herefter opsamlet, kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden de bliver genanvendt,” siger Pernille Skovrup.
Det går langsomt, når fræsetoget sætter sine fire fræsehjul og to slibehjul i skinnerne. Når der fræses skinner, bevæger toget sig fremad med en hastighed på under 1 km/t.
Kører om natten – klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten, så togdriften generes mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort. Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.
Fræsetoget kører efter følgende plan:
21.-22. april: København H-Høje Taastrup
22.-23. april: Valby-Høje Taastrup
23.-24. april: Valby-Høje Taastrup
24.-25. april: Høje Taastrup-Roskilde
25.-26. april: Høje Taastrup-Roskilde
26.-27. april: Roskilde-Sorø
Fra den 21. til den 24. april holder toget i dagtimerne parkeret på Københavns Godsbanegård, den 25. og den 26. april holder toget i Roskilde.
Fakta om fræsetoget
– Fræsetoget er 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. Togets kørehastighed er max 70 km/t. Når det fræser skinner, kører det op til 0,6 km/t.
– Det støjer kun moderat, når skinnefræseren arbejder.