Så skal du indrette den med genbrug, viser en stigende tendens blandt de unge. Mia Jensen på 22 er ved at gøre klar til at flyve fra reden. Og ifølge den unge studerende er bæredygtighed og mindsket klimaskyldfølelse nogle af de fordele, der er ved at indrette hendes kommende studiebolig med genbrug.

Når man køber genbrug, kan man finde unikke ting til billig pris med god samvittighed og uden at belaste kloden, fordi man ikke bidrager til forbrugerræset. Det mener 22-årige Mia Jensen, og derfor shopper hun som mange andre unge kun i genbrugsforretninger.

– Det er vigtigt for mig, at jeg kan skille mig ud fra mængden og samtidig forbruge bæredygtigt. Jeg er blevet optaget af bæredygtighed, og hvordan jeg gennem mit forbrug påvirker verden, og det har kun gjort min interesse for genbrug større. Derfor køber jeg altid genbrug, siger Mia Jensen, der i øjeblikket læser enkeltfag som forberedelse til sit kommende studie.

Selvom Mia Jensen endnu ikke er flyttet i egen lejlighed, har hendes glæde ved genbrug gjort, at hun faktisk er klar med alt nødvendigt.

– Jeg ville kunne flytte hjemmefra i morgen og dække til 50 gæster dagen efter. Jeg har allerede hele indboet klar. Det er det, der er så fedt ved at gå i genbrugsbutikker. Man finder løbende ting til SU-venlige priser, som man mangler, og jeg kan anbefale alle, der skal flytte hjemmefra at starte jagten hos genbrugsforretningerne. Man kan finde alt til lejligheden, og det er er unikt og billigt, fortæller hun.

Det bæredygtige alternativ
Mia Jensen er ikke alene om interessen for genbrug. Undersøgelser viser, at navnlig Generation Z, altså unge født efter 2001, er ekstremt optagede af social ansvarlighed og bæredygtighed. Det har loppesupermarkedskæden Kirppu, der siden 2014 er vokset fra én til 17 loppesupermarkeder over hele landet, også lagt mærke til.

– Vi kan helt klart mærke den udvikling, klimadebatten har skabt. Især de unge i dag ser ikke genbrug som et fattigt, men som et ansvarsfuldt valg. Vi har mange unge købere og sælgere, der er blevet trætte af at bidrage til masseproduktionen, og som i stedet vælger genbrug som det bæredygtige alternativ, siger adm. direktør Morten Bøjland.

Jagten på det unikke
Udover klimabevidstheden er det også jagten på de ekstra gode fund og muligheden for at være skille sig ud, der sender Mia Jensen på jagt mellem stativerne hos Kirppu og andre genbrugsforretninger.

– I genbrugsbutikker finder man de mest spændende og unikke tøj- og nipsting, som man selv kan kombinere, som man vil. Og dét er jagten på de særlige ting, der er det mest spændende for mig – at finde lige præcis det, der passer til mig, fortæller hun.

Pressefoto