Restriktionerne på børne- og undervisningsområdet forlænges. Det sker for at bevare kontrollen med epidemien. Samtidig vil det blive undersøgt grundigt, om der er mulighed for, at 0.-4. klasse vil kunne komme tidligere tilbage i
skole. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Selvom der er positive tegn i forhold til generelt faldende smittetal og en positiv effekt af de nuværende tiltag og restriktioner, er der fortsat væsentlig usikkerhed om, hvordan udviklingen vil være i februar. Det skyldes særligt væksten i den smitsomme virusvariant cluster B.1.1.7. For at bevare kontrollen med epidemien har regeringen på baggrund af anbefalinger fra indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, besluttet at forlænge alle skærpede tiltag til og med den 28. februar 2021.
Regeringen vil formentlig i starten af næste uge melde ud, om det er muligt at genåbne skolerne for de yngste skoleelever.
Gældende tiltag:
- Dagtilbud mv. holdes fortsat åbne, men organiseres i mindre, faste grupper, hvor det er muligt. Forældre opfordres dog fortsat til at holde børn hjemme fra dagtilbud, hvis det er muligt. Der er skærpet opmærksomhed på at forebygge smitte i dagtilbud.
- Elever i grundskolen er fortsat hjemsendte, og de skal fortsat have nødundervisning. SFO og klubtilbud er fortsat lukkede. Der vil fortsat være mulighed for nødpasning – for eksempel for elever i 0.-4. klasse, hvis det er nødvendigt for, at deres forældrene kan passe deres arbejde.
- Elever, kursister og deltagere på ungdoms- og voksenuddannelser er fortsat hjemsendte, og de skal fortsat have nødundervisning. Det gælder også for elever på FGU og elever i ASF-klasser i gymnasiet.
- Elever på efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri og privatskoler samt elever og kursister på kostafdelinger og skolehjem på ungdoms- og voksenuddannelser skal fortsat have nødundervisning hjemmefra.
- Sårbare elever og kursister herunder på specialskoler og STU samt uddannelser med særlig samfundsmæssig betydning, herunder certifikatkurser, er i udgangspunktet fortsat undtaget fra hjemsendelse.
- Prøver i, fvu, FGU, kuu samt visse prøver på erhvervsuddannelserne vil fortsat aflyst frem til den 28. februar. Der er endnu ikke taget stilling til sommerens prøver.
- Den centrale aflysning af prøver gælder ikke afsluttende prøver på eud (fx svendeprøver) mv. samt prøver og certifikatkurser på AMU, som fortsat kan gennemføres med fremmøde. Det vil fortsat være en vurdering på den enkelte erhvervsskole og AMU-center, om det er nødvendigt at gøre brug af nødprøvereglerne.
Læs om alle restriktioner og tiltag i pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet ’Forlængelse af skærpede tiltag’