Lørdag den 28. maj holder kommunerne åbent for brevstemmeafgivning på mindst ét sted i hver kommune i tidsrummet kl. 9.00-16.00. Du kan tjekke kommunens hjemmeside for information om at brevstemme i kommunen.

”I Danmark har vi en høj valgdeltagelse. Det håber jeg også, at vi får ved denne folkeafstemning. Det er vigtige spørgsmål om Danmarks stilling i Europa, der er på dagsordenen. Så hvis man er forhindret i at gå til stemmeurnerne den 1. juni, vil jeg opfordre til, at man får brevstemt senest på lørdag”, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Sådan brevstemmer du

Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune og ikke blot i den kommune, hvor du bor.
Du kan for eksempel møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Kontakt kommunen, eller gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.
Du skal huske at medbringe gyldig legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.
Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen. Men du kan godt stemme igen inden for fristen – den nyeste stemme tæller.
Kommunerne har indgået en aftale med PostNord, der skal sikre, at alle brevstemmer mellem kommunerne når frem til det rette valgsted til tiden.

Kilde

Foto: ABW