Tirsdag den 5. juli kl. 12 er der deadline for indsendelse af kvote 1-ansøgninger på optagelse.dk. Her et par gode råd fra University College Sjælland til ansøgningen.
Når man søger ind på en uddannelse, er det vigtigt at sætte sig godt ind i tingene. Heldigvis findes der flere muligheder for at blive godt klædt på til at søge. På www.ucsj.dk kan man læse om alle de uddannelser, University College Sjælland udbyder, og på www.ucsj.dk/optagelse kan man blive klogere på adgangskrav, ansøgningsprocedurer og optagelse.
Ellers er det generelt en god idé at besøge www.evejledning.dk. Der findes svar på stort set alle spørgsmål – om både ansøgnings- og optagelsesprocedurer. Handler din ansøgning specifikt om University College Sjælland bør du søge information her. Man kan også tage fat i en vejleder hos Studievalg Sjælland, der har en afdeling i Roskilde.
Tag dig god tid til din ansøgning
Når man har besluttet sig for de uddannelser, man vil søge og har prioriteret dem, er det vigtigt at tage sig rigtig god tid og ikke lægge ansøgningen op i sidste øjeblik på optagelse.dk, for tekniske vanskeligheder kan opstå – både på egen computer og på vejen til optagelsesportalen.
Det kan også være, at man opdager, at der mangler en information eller to, som man skal skaffe, inden man kan uploade. Vigtigt er det især, at man læser alt grundigt igennem, for mangler en vigtig information eller et centralt dokument, kan det være, at man mister muligheden for at blive optaget på den søgte uddannelse. Det er også vigtigt at huske at tilknytte ens eksamensbevis fra eksamensdatabasen – det sker ikke automatisk.
Husk standby-pladsen
Endelig er det vigtigt, at man husker at oplyse til systemet, at man er interesseret i en standby-plads, fordi UCSJ hvert år oplever, at der takkes nej til en tilbudt studieplads – eller at nogen hopper fra umiddelbart efter studiestart. Så kommer man kun i betragtning, hvis man har takket ja til standby-pladsen.
Deadline er tirsdag den 5. juli kl. 12
Den 30. juli – klokken 00.01 får alle besked i deres e-boks. Er man ikke blandt dem, der har fået en studieplads, eller har man ikke kunnet beslutte sig, vil man på UCSJ’s hjemmeside fra den 1. august kunne se information om de uddannelser, der har ledige pladser frem til studiestart i september.