Plastforureningen har nået et foruroligende omfang, og det vil kræve en massiv indsats på alle niveauer, at komme problemerne til livs. SF foreslår, at Roskilde Kommunes indkøbspolitik fremover skal have mere fokus på mindskning af udledningen af mikroplast.
Det skriver SF, Roskilde til Dit Roskilde.
Mikroplast findes overalt omkring os: i tøj, i makeup, i maling, i bildæk – for bare at nævne nogle. De små stykker plastik ryger ud med spillevandet, og efter en længere skadelig tur gennem økosystemet kommer det tilbage til os, når vi spiser de fødevare, som mikroplasten i sidste ende havner i.
Der er ingen nemme løsninger på problemerne, og mange af problemerne med mikroplast kræver en indsats på flere niveauer.
Tina Boel, byrådsmedlem i Roskilde Kommune for SF, siger:
”Kommunen er en af de største indkøbere i området, og vi har et stort ansvar for at sikre, at vores indkøb ikke er skadelige for os selv og for andre. Der findes alternativer til produkter, der indeholder mikroplast. Jeg vil stille forslag om, at vores kommune skal se på alternativerne, når de laver indkøbsaftaler.”
Tirsdag den 5. juni besøger Tina Boel Roskilde Fjord sammen med SFs formand Pia Olsen Dyhr og Claudia Sick, biolog og projektleder i Plastic Change. Claudia Sick vil fortælle om projekt ”Plastfri Roskilde Fjord”, som indsamler viden om plastikforureningens kilder, forekomst, typer og effekter i et typisk dansk økosystem og arbejder med det lokale samfund om løsninger.
Det er kl. 12.30-13.00 i Skomagerkrogen.
Tina Boel, byrådsmedlem i Roskilde Kommune for SF, siger:
”Vi har et stort ansvar for at passe på Roskilde fjord og det unikke fiske- og dyreliv her. Her er kampen mod mikro- og anden plast helt central og det er ærgerligt at kommunen, trods en ret ny affaldsplan, er blandt de 40 kommuner hvor borgerne ikke skal sortere plastik. Det må der snarest laves om på.”