Økonomiudvalget skal på det kommende møde behandle den såkaldte Strategisk anlægsplan for årene 2022-2029. Her fylder det nyerhvervede område på Sankt Hans sammen med den sidste udbygning af Musicon.
“Sådan en anlægsplan kan være svær at tyde, fordi tallene kan opgøres på mange måder. Men groft sagt kan vi siger, at planen bærer præg af, at vi de kommende 3 år skal byggemodne nogle områder, for at vi bagefter kan sælge dem. Det fylder mellem 50 og 60 mio. kr. om året i 2022-24 ud over det vedtagne budget for 2021-24”, forklarer borgmester Tomas Breddam.
“Når vi vælger at tage disse investeringer, så er det vigtigt at påpege, at de mindst vil modsvares af tilsvarende salgsindtægter, når vi sælger grunde og bygninger på arealerne. Vi investerer ikke, hvis der ikke er udsigt til salg. Men den egentlige årsag er, at vi vil udvikle kommunen, så den også fremover bliver et virkeligt attraktivt sted at bo og arbejde. Sankt Hans og Musicon er på hver deres måde fyrtårne, der placerer kommunen på landkortet som både progressiv og nyskabende og med respekt for historiske værdier og naturen”, siger Tomas Breddam.
Fakta
Udbygningen af Sankt Hans er fra 2022 indregnet i strategisk anlægsplan og kan forklare en væsentlig stigning i udgifter til byggemodning de kommende år.
Der er i anlægsplanen afsat 36 mio. kr. i 2022 og 30 mio. kr. i 2023 til Sankt Hans området. Balancen i projektet vurderes til at være en nettoudgift på 3 mio. kr. i 2022 og 0 mio. kr. i 2023. Fra 2024 vil der efter planen være væsentlig større indtægter end udgifter.
På Musicon fylder udviklingen af Hal 12 området. Set i sammenhæng med det forventede salg af området, forventes en nettoudgift på 3,5 mio. kr. i 2022, en nettoindtægt på 20,4 i 2023 og 1,5 i 2024 samt en nettoudgift i 2025 på 5,6 mio. kr.
På Musicon skal der også opføres to parkeringshuse i perioden 2020 til 2025. På indtægtssiden skal regnes, at køberne af grunde på Musicon bidrager til parkeringsfaciliteter i forbindelse med købet.
Kommunens strategiske anlægsplan er en del af byrådets diskussion af budgettet. Planen ser på de samlede anlægsprojekter over en otteårig periode. Planen indeholder nyanlæg, byudvikling, byggemodning og renovering af kommunens eksisterende bygninger.