Efteråret er over os, og har du ikke allerede tændt for varmen, er det ved at være oppe over. Har du fjernvarme, skal du muligvis selv tænde for dit fjernvarmeanlæg for at få varme i dine radiatorer. Det får du en vejledning i her.
Har du dit fjernvarmeanlæg på abonnement hos Fors, eller er dit fjernvarmeanlæg sat op efter september 2013, er anlægget udstyret til automatisk at justere sig efter vejret. I det tilfælde tænder og slukker anlægget af sig selv, når udetemperaturen er henholdsvis under og over 20 grader, og du skal derfor ikke foretage dig noget.
Har du imidlertid et fjernvarmeanlæg, som er sat op før september 2013, skal du selv tænde og slukke for anlægget i forbindelse med opstart og afslutning på fyringssæsonen.
Åbn for sommer- og vinterventilen
Op til sommerperioden har du haft slukket for dit fjernvarmeanlæg ved at lukke for det, der hedder ’sommer- og vinterventilen’ på fjernvarmeanlægget. Den ventil skal du derfor åbne igen, når du i efteråret på ny skal have varme i radiatorerne. Ventilen kan være placeret forskelligt, alt efter hvilket fjernvarmeanlæg du har. På billedet ses to forskellige modeller med to forskellige placeringer af ventilen.
Har du et ældre fjernvarmeanlæg, som ikke automatisk justerer sig efter vejret, og har du ikke tidligere haft lukket og åbnet for sommer- og vinterventilen i forbindelse opstart og afslutning på fyringssæsonen? Så anbefaler vi, at du begynder på det. Der kan nemlig være penge at spare, og samtidig behøver du ikke at bekymre dig om at slukke for dine radiatorer i huset, men kan blot holde dem stående på tre hen over sommeren. Fors anbefaler, at du kontakter din VVS’er, hvis du er i tvivl om noget.
Sådan sparer du på varmen.
- Hold samme, jævne temperatur i alle rum.
- Brug alle radiatorer, og indstil dem ens.
- Sørg for, at alle radiatorer er udækkede.
- Undlad at stille møbler op ad radiatorerne, så de frit kan sprede varmen. Fors fraråder også radiatorskjulere og gardiner, der dækker radiatoren.
- Luft hurtigt og effektivt ud et par gange om dagen, og sluk for radiatorerne imens.
- Har du gulvvarme, så husk, at der kan gå op til en dag, fra du stiller på din termostat, til temperaturen ændrer sig.
- Undgå af hensyn til dit indeklima at sænke rumtemperaturen til under 19 grader i din bolig.