Myndighederne anbefaler, at alle sørger for at have et hjemmeberedskab og kan klare sig selv i tre døgn i tilfælde af en krisesituation. Her er gode råd til, hvordan du håndterer drikkevand i dit hjemmeberedskab.
De nyeste anbefalinger fra myndighederne er, at alle sørger for at have mad, vand og andre fornødenheder til at kunne klare sig selv i tre døgn. Det kan være i forbindelse med en krisesituation eller anden situation i forbindelse med den grønne omstilling, hvor forsyningen bliver helt eller delvist afbrudt. Anbefalingerne indebærer tre liter vand per person per dag, og DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) er kommet med en række anbefalinger til, hvordan man håndterer drikkevandet i sit beredskab:
• Benyt egnede beholdere
Beholderne skal være fødevaregodkendte – se efter glas- og gaffelsymbolet. Bliv klogere på mærkningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
• Rengør beholderne
Rengør beholderne med vand og sæbe. Tilsæt to skruelåg husholdningsklorin per 10 liter vand, lad stå i 30 minutter og skyl derefter grundigt.
• Tap koldt vand
Tænd for hanen og lad vandet løbe, til det bliver koldt, inden du fylder beholderne. Sørg for at fylde beholderne helt op.
• Opbevar mørkt og køligt
Opbevar dine vandbeholdere køligt og mørkt, væk fra direkte sollys. Hvis ikke man har en kælder, kan man stille beholderne i et skab eller skærme dem for sollys med et tæppe.
• Udskift vandet løbende
Udskift vandet løbende, selvom det kan holde sig i årevis. Brug vandet, der skal udskiftes, til andre formål – fx til at vande planterne.
• Flaskevand som alternativ
Hvis man ikke har mulighed for at overholde anbefalingerne omkring tapning og opbevaring af postevand, kan man i stedet købe vand på flaske. Vær da opmærksom på udløbsdatoen.
Kilde: Fors A/S, der leverer vand og fjernvarme samt renser spildevand i ejerkommunerne Roskilde, Holbæk og Lejre.