Med et digitalt stelnummersystem, QR-koder under cykellakken og en ændring af færdselsloven kan livet gøres meget surt for cykeltyvene. Cyklistforbundets fælles indlæg med F&P – Forsikring og Pension, også bragt i Politiken.

Foto ABW

Hvert år stjæles over 30.000 cykler i Danmark, og forsikringsselskaberne udbetaler over 155 mio. kr. årligt i erstatninger. Disse tal har været stigende de seneste år, hvilket bl.a. skyldes, at værdien af de stjålne cykler er voldsomt stigende, herunder at dyre el- og ladcykler efterhånden fylder en del i tyveristatistikken. Hertil kommer, at kun en lille del af cyklerne kommer tilbage til deres rette ejer. Rigtig mange af os har derfor også uheldig erfaring med at opdage, at den cykel, man er så afhængig af i det daglige, pludselig er væk.

Cykeltyveri er et stort, frustrerende og udbredt problem. Derfor ville de fleste nok også forvente, at politiet har mulighed for at stoppe en cyklist for at tjekke stelnummeret på cyklen – og undersøge, om den er stjålet.

Men desværre nej. Politiet må ikke rutinestoppe en cyklist for at kontrollere stelnummeret. Som reglerne er i dag, skal politiet kunne pege på et andet kriminelt forhold end cykeltyveri, før de må standse cyklisten og tjekke stelnummeret. Cyklisten skal f.eks. være kørt over for rødt, ikke have lygter på i mørke eller have cykellåsen klippet op.

Cykler bør da have et digitalt stelnummer
I Cyklistforbundet og forsikringsbranchen vil de gerne øge trygheden for borgere med cykler og gøre livet sværere for de kriminelle – dem, der stjæler vores cykler. Derfor opfordrer de vores politikere til at få ændret i færdselsloven, så politiet under rutinetjek af cykler også får lov til at tjekke stelnummeret og se, om cyklen er stjålet. Det ville gøre livet lidt sværere for cykeltyven – og noget nemmere for politiet.

Med et digitalt stelnummerregister og en QR-kode under lakken bliver det langt lettere for politiet at lokalisere ejeren og returnere cykle

Stelnumre er i dag hamret ind i stellet på cyklen under krankboksen. Sådan har det været i mange år. Men det gør det alt for svært at tjekke, om en cykel er stjålet. Bunden skal i vejret, snavs fjernes, og det lange nummer skal omhyggeligt noteres og senere tastes ind på politi.dk. Vi er i 2023, så det kan gøres smartere.

Cykler bør da have et digitalt stelnummer som erstatning for det nuværende stelnummersystem. Og så skal der en QR-kode på cykelstellet under lakken. Det betyder, at alle med en smartphone og en app hurtigt og nemt kan tjekke, om en cykel er meldt stjålet.

Forsikringsbranchen og Cyklistforbundet bidrager meget gerne til at udvikle det nuværende nationale politiregister over stjålne cykler, så alle – både politi og almindelige forbrugere – via QR-koden kan tjekke, om en cykel er stjålet.

Udover at være nemt at bruge vil et digitalt register over stjålne cykler gøre livet ekstra surt for tyvene. Opdagelsesrisikoen stiger voldsomt, og det bliver virkelig svært at sælge en stjålen cykel, når det er nemt for en køber at finde ud af, om den cykel, man er ved at købe, er stjålet eller ej.

Med et digitalt stelnummerregister og en QR-kode under lakken bliver det langt lettere for politiet at lokalisere ejeren og returnere cyklen. Det gælder også ved efterladte og forladte cykler, som kommunerne i dag må bruge ressourcer på at fjerne. Ligesom det ikke er særlig bæredygtigt, at der forsvinder så mange cykler årligt.

Cykelejerne bør naturligvis også selv fortsat gøre en indsats for, at deres cykler ikke bliver stjålet. F.eks. gør det en forskel, at man har en ordentlig lås, låser cyklen fast til noget eller tager cyklen indenfor og dermed ude af syne for cykeltyve.

Kilde Cyklistforbundet.