Mandag kom regeringen med gode nyheder til børn i 0. til 4. klasse. De mindste skoleelver skal i skole igen fra mandag den 8. februar som det første led i genåbning nummer to under coronapandemien. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune. 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Både 0. til 4. klasse, skolefritidsordninger og klubtilbud er omfattet af genåbningen. Og selvom de konkrete detaljer fortsat er op til de enkelte skoler, så er visse overordnede tiltag på plads.

Skolerne vil selv melde ud via AULA direkte til forældrene, hvordan hverdagen bliver på skolerne og i SFO’en. Klubberne vil benytte deres hjemmesider.

Genåbning af 0.-4. klasse

  • Aflevering og afhentning af elever bør, i det omfang det er muligt, foregå udenfor, så forældrene ikke kommer indenfor på skolen. Hvis det er nødvendigt at gå indenfor, er der krav om mundbind for forældre og andre besøgende, både i daginstitutioner, skoler og i SFO’en.
  • Eleverne må kun være sammen med deres egen klasse i timerne og frikvartererne.
  • Spisning foregår klassevist og ikke i fællesarealer.
  • Der er ingen afstandskrav i klassen. Børnene må kramme og lege, men ikke være sammen med eleverne fra andre klasser – heller ikke på fællesarealer eller i frikvartererne.
  • Lærerne skal kun undervise og ikke afholde fysiske møder.
  • Undervisning og øvrige aktiviteter for bl.a. elever i specialklasser og specialskoler bør så vidt muligt foregå i faste hold.
  • Ved sport og idrætsaktiviteter med fysisk kontakt er der øget opmærksomhed på hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte.
  • Skolen planlægger i videst muligt omfang, så de enkelte elever ikke undervises af flere forskellige lærere eller pædagoger, end det er nødvendigt.
  • Der er skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom samt på håndhygiejne, rengøring, afstand mv.

Test af medarbejdere
I forbindelse med genåbning af skolerne for de yngste elever har regeringen meldt ud, at kommunerne skal begynde at tilbyde medarbejdere på skolerne kviktest. I Roskilde Kommune arbejdes der med en testmodel, hvor personalet fra næste uge kan blive kviktestet på skolen – enten i arbejdstiden eller i tilknytning til arbejdstiden. Det vil være frivilligt, om lærere, pædagoger og øvrige medarbejdere vælger at tage imod tilbuddet om at blive testet.

Der pågår lige nu et intenst arbejde med at få fastlagt rammen for, hvordan testmodellen på skolerne skal være.

Brug af mundbind
Regeringen har samtidigt besluttet som en ekstra smitteforebyggende foranstaltning at indføre krav om mundbind eller visir for forældre og andre besøgende i dagtilbud, grundskoler og skolefritidsordninger m.v.

Samtidig udvides den ret til at bære visir, som lærere og det pædagogiske personale i dag har, til også at omfatte øvrigt personale.

Rengøring af kommunens skoler
Roskilde Kommunes økonomiudvalg besluttede i forbindelse med nedlukningen af skolerne at flytte rengøring fra skoler, SFO og klubber til dagtilbud, mens skoleeleverne var sendt hjem. Nu kommer de mindste elever tilbage, og det kræver selvfølgelig justeringer. Kommunen overholder selvfølgelig fortsat sundhedsmyndighedernes retningslinjer for rengøring i dagtilbud. Det rengøring, der er blevet tilført, har blot betydet, at der er blevet gjort endnu mere rent i den periode i dagtilbuddene.